23948sdkhjf

Beskedent kendskab til energirenovering koster kassen

Boligejerne går glip af store besparelser på elregningen, fordi de har ringe kendskab til de mange muligheder inden for energirenovering.
En ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for DI Handel, viser, at de fleste boligejere kender til isolering af huset og udskiftning af vinduer, såkaldt klimaskærm. Helt anderledes forholder det sig dog, når man ser på de energibesparende installationer som fx varmeforsyning og ventilationsanlæg. Her er boligejernes kendskab ikke ret stort, og det betyder at boligejerne går glip af store besparelser.

- Det er ikke så overraskende, at de fleste boligejere kender til mulighederne for at isolere og udskifte vinduerne i deres hjem. Det giver god mening, at jo bedre man holder varmen inde i huset, des mindre energi skal man bruge på at varme det op igen. Sagen er bare den, at man får en større besparelse på både energiforbrug og elregning, hvis man kombinerer klimaskærm med de knapt så kendte energibesparende installationer, siger Lars William Wesch, branchedirektør i DI Handel.

Statens Byggeforskningsinstitut har vurderet, at besparelsespotentialet i bygninger er mellem 50 og 70 procent af det nuværende energiforbrug. Heraf udgør enfamilieshuse samlet den største post.

Økonomi den primære barriere
Undersøgelsen fra Epinion viser, at økonomien er den primære barriere for energirenoveringer, og over 40 procent er usikre på om de kan betale sig. Samtidig siger 9 ud af 10 boligejere, at de gerne vil energirenovere, hvis pengene er tjent hjem igen inden for 10 år i form af en lavere energiregning. Det vidner om et stort potentiale for de energibesparende installationer, som typisk har en kort tilbagebetalingstid.

- Der er helt klart et stort potentiale for energirenoveringer, men der ligger en opgave i at oplyse om de mange forskellige muligheder. Fordelen ved de energibesparende installationer er, at de har en relativ kort tilbagebetalingstid. På den måde kan de være med til at finansiere de energirenoveringstiltag, der har en lang tilbagebetalingstid, siger Lars William Wesch.

Regeringen arbejder i øjeblikket på en strategi for energirenovering af den samlede danske boligmasse, hvor man blandt andet også vil se på, hvordan man mest effektivt kan renovere private boliger.

- Vi opfordrer regeringen til at tænke helhedsorienteret, når de skal lave strategien. Det er vigtigt at vi laver de dybe renoveringer, hvor vi kombinerer klimaskærm med de energisparende installationer, hvis vi skal høste det fulde potentiale, siger Lars William Wesch.

Fakta
- Kun 4 ud af 10 mener, at de har et godt eller meget godt kendskab til solceller, solfangere og varmepumper
- Kun 3 ud af 10 mener, at de har et godt eller meget godt kendskab til de øvrige typer energibesparende installationer
- 7 ud af 10 boligejere mener, at de har et godt kendskab eller meget godt kendskab til energirenoveringer inden for klimaskærm (f.eks. isolering og vinduer) samt belysning
- Over 40 % af boligejerne er usikre på, hvorvidt energirenovering kan betale sig økonomisk
- 90 % af boligejere vil gerne lave energirenoveringer, hvis de tilbagebetalt i løbet af 10 år
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095