Akutjob: Ansæt dagpengetruet og få penge
Regeringens såkaldte akutjob-ordning gør det muligt for virksomheder at få 25.000 kr. i 'præmie', hvis de ansætter personer i risiko for at ryge ud af dagpengesystemet.
Sådan lyder det kontante lokkemiddel fra regeringen, som onsdag indgik en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om at skaffe ”akutjob” til 12.500 danskere.
7.500 af de 12.500 planlagte job skal findes på det private arbejdsmarked, og med aftalen forpligter Dansk Arbejdsgiverforening (DA) sig til at opfordre medlemsvirksomhederne til at etablere 5.000 akutjob frem mod 1. juli næste år.
- De private arbejdsgivere vil med denne aftale bakke det store flertal i Folketinget op, der står bag det nye dagpengesystem. Det er en aftale vi nu vil lægge alle kræfter i at realisere, siger Jørn Neergaard Larsen, adm. direktør i DA.
Regeringen forventer, at ordningen kommer til at koste 115 mio. kr., som skal findes på Finansloven for 2013, men for arbejdsgiverne er der kun tale om en positiv situation, mener DA-formanden.
- De nye dagpengeregler er langt at foretrække for både arbejdsgivere, lønmodtagere og samfundet som helhed. Vi vil stadig stå med et af de mest rundhåndede dagpengesystemer – både i forhold til ydelse, varighed og genoptjeningsregler. Ændringen af dagpengesystemet vil få mindst 13.000 flere i beskæftigelse, og staten vil spare milliarder. Alt sammen væsentlige bidrag til at styrke danske virksomheders konkurrenceevne, siger Jørn Neergaard Larsen.
Eurodan-direktør: Præmie gør ingen forskel
Hos Eurodan-huse, der har hovedkontor i Rødekro, lyder meldingen, at dagpengemodtagere ikke kommer øverst i bunken, når der skal besættes ledige stillinger - kontant bonus eller ej.
- Vi ansætter efter kvalifikationer og ikke efter hvor lang tid en ansøger har været ledig, siger direktør Thomas Dahl til dr.dk.
Nej tak fra Dansk Håndværk
Arbejdsgiverne i Dansk Håndværk er ikke begejstrede for akutjob-ordningen.
- Vi er ikke interesserede i at favorisere nogle frem for andre. Der skabes jo ikke et eneste job mere af den ordning, det eneste der sker, er at man bytter rundt på, hvem der er i arbejde. Regeringen har lige fjernet det tilskud der skulle skabe praktikpladser til de unge, og sendt en regning for skolepraktik i hovedet af virksomhederne. Nu tror de at de kan få skabt job ved at give tilskud til at vælge bestemte arbejdsløse frem for den mest kvalificerede, siger direktør i Dansk Håndværk Erik Møbius.
- De små- og mellemstore virksomheder er tvunget til at tage de mest kvalificerede medarbejdere, hvis de skal overleve. Igen må vi konstatere, at der bliver lavet en ordning der mere tilgodeser de store virksomheder end de små- og mellemstore virksomheder. Det virker mere som et forsøg på at lukke ned for dagpengedebatten end en egentlig gulerod til erhvervslivet, mener Erik Møbius.
Fakta: Akutjob-ordningen
• For at få fingre i de 25.000 kr. skal ansættelsen vare i 12 måneder, mens seks måneder kaster det halve beløb af sig i kontant bonus.
• Det er en betingelse for udbetaling af jobpræmien, at den ansatte har en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 32 timer ugentligt i løbet af hver af de seks måneders ansættelsesperiode.
• Målgruppen for stillingerne omfatter ledige, der i perioden 1. oktober 2012 til 1. april 2013 har 3 måneder eller mindre tilbage af dagpengeperioden, samt personer, der frem til 1. juli 2013 opbruger den samlede dagpengeperiode og fortsat er ledige.
• Stillingerne skal opslås og kunne udsøges særskilt i Beskæftigelsesministeriets jobbank, jobnet.dk.
• Det forventes, at præmieringsordningen og adgangen til at opslå akutjobs på jobnet.dk vil træde i kraft senest 15. november 2012.
Kilde: Dansk Erhverv / dr.dk