Nrep sælger seks friplejehjem, to daginstitutioner og 23 seniorboliger
Ejendomsudvikleren og -investoren Nrep sælger en portefølje af færdige og igangværende projekter til kapitalforvalteren Northern Horizon.
Hele seks friplejehjem, to daginstitutioner og 23 seniorboliger er der tale om. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Trods salget understreger Nrep, at selskabet fastholder interessen for at udvikle nye friplejehjem.
– Vores interesse for nye projekter er uændret, og vi vil fortsat opsøge samarbejder med kommuner om nye friplejehjem – både som enkeltstående projekter og i særdeleshed som led i større udviklingsprojekter, siger Mohamad Awad, Investment Director hos Nrep, i pressemeddelelsen.
Hvor meget, Northern Horizon skal slippe for de mange projekter, oplyser hverken køber eller sælger.
Til gengæld fremgår det, at porteføljen vil indgå i Northern Horizons fjerde plejehjemsfond, der har en samlet investeringskapacitet på 4,8 mia. kr., og hvor fokus er på nye bygninger i Norden optimeret til plejehjemsdrift og seniorboliger.
Fonden omfatter i forvejen 17 aktiver i Norden.
Det sælger Nrep til Northern Horizon
- Fribo Holte
- Plejehjemmet Ida Marie, Odense
- Plejehjemmet Magdalena Marie, Sorø (forventet overdragelse juni 2023)
- Fribo Greve + daginstitution (forventet overdragelse september 2023)
- Plejehjemmet Helene Marie, Helsinge + 23 seniorboliger, Hasselhøjen Helsinge (forventet overdragelse december 2023)
- Plejehjem, Kolding + daginstitution (forventet overdragelse maj 2025)
Kilde: Nrep