Producent af byggerobotter nedjusterer trods rekordstor salgs-pipeline
Den fynske producent af robotter til byggebranchen, Odico, kan ikke leve op til egne forventninger i regnskabsåret 2022/2023, der løber frem til 30. juni.
Nu nedjusterer man forventningerne til et omsætningsniveau på 15–20 mio. kr. og et ebitda på -10 til -15 mio. kr.
Hidtil har man kalkuleret med en omsætning på 20–25 mio. kr. og et ebitda på -5 til -10 mio. kr.
I en meddelelse til First North-børsen skriver Odico, at man har opbygget en rekordstor salgs-pipeline af nye kunder og forespørgsler, og nu har aktive kundeforhold på alle væsentlige forretningsområder. Det tager dog længere tid end forventet at eksekvere virksomhedens strategi.
Der har i perioden været et større likviditetstræk end budgetteret. Odico har ved indgangen til andet halvår 4,7 mio. kr. i likvider. For at nå i mål med de planlagte aktiviteter skal Odico imidlertid bruge 8–12 mio. kr. over de kommende 18–24 måneder.
Der er endnu ikke endelige aftaler omkring hele denne finansiering, men der pågår forhandlinger om at sikre likviditeten og styrke kapitalgrundlaget, lyder det i meddelelsen.