23948sdkhjf

Kinesisk byggeri har brug for dansk know-how

Grønne bygningscertifikater er massivt stigende i Kina. Det kan danske virksomheder udnytte, da Kina både mangler ekspertise og greentech materialer, viser en ny rapport.
I Kina har man oplevet en voldsom urbanisering, der har forbedret levestandarden for størstedelen af landets befolkning.

Den enorme transformering af Kinas land- og byområder skaber nye udfordringer for regeringen, og på baggrund af de miljømæssige konsekvenser er regeringens fokus på bæredygtighed intensiveret massivt igennem de seneste år.

Dette ses blandt andet i Kinas 12. femårsplan, hvor vigtigheden af energibesparende og bæredygtige løsninger understreges, blandt andet i form af øget fokus på miljøvenlige og energibesparende bygninger.

Et voksende marked
2011 blev året hvor der blev foretaget gennemgående ændringer i landets byggepolitik og fremtidige byggeplaner. Ifølge en rapport fra China Greentech har regeringen udvalgt 40 byer, som alle skal gennemgå energieffektive eftermonteringer. Samlet set vil disse omfatte minimum 4 mio. kvadratmeter og udgøre en markedsværdi på omkring 400 mia. RMB (ca. 368 mia. DKK).

Selvom grønne bygninger stadig blot udgør en lille del af det samlede kinesiske marked, er det et område i rivende udvikling. På grafen ses en hastig udvikling i antallet af miljøvenlige og energibesparende bygninger. Alene i løbet af tre år er markedsværdien mere end firdoblet.

Kinas industri kan ikke følge med
I takt med Kinas stigende investeringer i grønne byggeprojekter er efterspørgslen på miljøvenlige løsninger indenfor opvarmning, ventilation, aircondition og belysning ligeledes markant voksende, og de kinesiske leverandører har svært ved at følge med. Det skyldes til dels, at landet mangler erfaringer indenfor bæredygtighed, og det skaber problemer.

China Greentech understreger, at der er mangel på de rette greentech-materialer samt den nødvendige ekspertise, der kræves for at opnå grønne byggecertifikater, som møder international standard. Af samme årsag er størstedelen af de materialer, der bruges i Kinas grønne byggeprojekter importerede. Rapporten fremhæver også, at den kinesiske regering er ivrig efter partnerskaber med udenlandske virksomheder, der kan øge indenlandsk kapacitet og formåen indenfor området.

Danske virksomheder har den rette ekspertise
Danske virksomheder har mange års erfaringer indenfor grøn teknologi, og det giver de danske virksomheder gode muligheder på det globale marked.

- Danske virksomheder har gennem mange år udviklet stærke kompetencer på området og besidder indenfor en række nicher unik teknologi og erfaring. Det kinesiske marked udgør et kæmpe potentiale, som danske virksomheder står godt rustet til at kunne udnytte.

Det forklarer Branch Manager på kontoret i Xuzhou, Josefine Kern Jensen, som opfordrer greentech virksomheder til at kontakte hende, hvis de har gjort sig tanker om indtræden på det kinesiske marked.

I denne uge slog Kina blandt andet dørene op for landets største bioenergimesse, hvor seks danske virksomheder deltager, deriblandt Landia, som allerede har valgt at etablere sig i Kina gennem DI’s kontor i Xuzhou.

Xuzhou – en by med muligheder
Xuzhou er en by, der tilbyder mange muligheder for danske virksomheder. Byen ligger attraktivt placeret i det østlige Kina med gode forbindelser til resten af landet - blandt andet via højhastighedstogene der med en fart på over 300 km/timen gør, at man kan nå såvel Beijing som Shanghai på godt 2 ½ time.

I de seneste to år har byens BNP vækst rate ligget på over 20 procent. Industrien i Xuzhou er massivt voksende og har tilmed en stigende fokus på miljøvenlige tiltag, der skaber et solidt fundament for nye virksomheder indenfor samme branche. Endvidere er omkostningerne i Xuzhou, ca. 60 procent af Shanghai, og derfor er kontoret i Xuzhou en billigere mulighed for at udnytte de mange salgs-og sourcing muligheder, der findes for virksomheder i Kina.

Få yderligere info om DI's kontorer i Kina på www.omic.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.798