Byggeri, der gør op med den bagerste række
Projektleder Nikolaj Sand Reichenbach og resten af projektholdet fra entreprenørvirksomheden ELINDCO er i disse måneder i fuld gang med at skabe spritnye – og i manges øjne utraditionelle – læringsmiljøer. Det gør de både på Ravnholm Skole og Søholmskolen i Rudersdal Kommune. Begge steder er de ved at opbygge rammerne til fremtidens undervisningsrum, der gør op med den klassiske firkantede skoleklasse. Den, hvor det fysiske rum er indrettet til en lærer, der står ved en tavle eller et smartboard og underviser en gruppe elever. Sådan et lokale, hvor der helt bogstaveligt er en bagerste række.
Ny viden om læring kræver nye rum
I dag fremhæver forskningen, at særligt motivation er en helt afgørende parameter for læring – og at motivation bl.a. er noget, der opstår, når man er aktiv. Både i samspillet med andre, i forhold til egen læring og i fysisk forstand.
Et måske overraskende, men afgørende, sted at starte er derfor ved at kigge på de konkrete undervisningslokaler. De skal transformeres, så de hjælper eleverne i forhold til det ”sted” i læringsprocessen, de befinder sig, og så de i højere grad understøtter den måde, forskellige elevtyper lærer på. Derfor skal læringsmiljøerne opbygges af forskellige zoner – lige fra fordybelseszoner og projektområder til værksteder – frem for klasselokaler.
Foto: Visualisering af én af de kommende etager og læringsmiljøer på Ravnholm Skole, afd. Nærum. Her ses det, hvordan de traditionelle klasserum er brudt op. © Nordic Office of Architecture.
Som projektleder Nikolaj Sand Reichenbach fra ELINDCO pointerer:
”Det er rigtig interessant at se, hvor meget Rudersdal Kommune gør for elevernes trivsel. Det er 100% det, der er fokus på. De ønsker at skabe et campusmiljø i folkeskolen, og derfor bygger vi fx læringstrapper og podier til fælles introduktion til dagens skolearbejde, og forskellige rum til gruppearbejde og fordybelse.
Derudover er der valgt nogle rigtig gode og lækre materialer, ligesom projektet har et stort fokus på, at læringsmiljøerne får et ordentligt indeklima.”
Nye læringsmiljøer
På Ravnholm Skole har ELINDCO – helt konkret – revet væggene mellem de gamle klasselokaler ned for til gengæld at gøre plads til arealer med forskellige læringszoner, bl.a. projektområder, fordybelsesarealer, grovværksted, træ- og metalzone og rum med plads til bevægelse.
Foto: Midlertidig afstivning i forbindelse med nedrivning af vægge på Ravnholm Skole afd. Nærum. ©ELINDCO.
På Søholmskolen ligger fokus også på at skabe nye og indbydende læringsmiljøer, både inde og ude. For eksempel er tømrerne ved at bygge en ”hule” midt i lokalet, hvor eleverne kan kravle ind, når de har behov for at fordybe sig i et emne. Endelig er det et mål på begge skoler at genanvende materialer, hvor det kan lade sig gøre.
Foto: En ”hule” under opbygning på Søholmskolen afd. Toftevang. ©ELINDCO.
Foto: Tømrerformand Henrik B. Jørgensen, Søholmskolen afd. Toftevang. ©ELINDCO.
Speciale i skolebyggeri
ELINDCO har gennem de sidste mange år specialiseret sig i både nybyggeri og renoveringer af skoler, herunder at udføre arbejdet, mens skolerne er i drift. Altså mens der stadig er undervisning og åbent for både elever og lærere.
Det er også tilfældet på Ravnholm Skole og Søholmskolen, og det betyder, at der begge steder er et særligt fokus på sikkerheden – også udenfor byggepladsen. Derudover bliver byggeriet nøje planlagt ift. den eksisterende undervisning, naboer, trafik osv. Transformationen af de to skoler er efter planen gennemført til vinter (Søholmskolen) og foråret 2024 (Ravnholm Skole).
OM ELINDCO:
ELINDCO er grundlagt i 1968 af tømrermester Erik Lind, og i dag er det en moderne entreprenørvirksomhed, der udfører total-, hoved- og storentrepriser på hele Sjælland. Både for private og offentlige bygherrer og med markedsledende erfaring og kompetencer inden for renovering af skoler.
Læs mere på www.elindco.dk
Om entreprisen:
ELINDCO er hovedentreprenør på begge entrepriser, mens rådgiverteamet består af Nordic Office of Architecture, ABC – Rådgivende Ingeniører samt JL ENGINEERING A/S. Bygherre er Rudersdal Kommune.