Nye rammer og milepæle for 'grønt' campus i kanalby
Uddannelser med et skær af grøn grønne omstilling, et bibliotek og et såkaldt Makerspace, hvor børn og unge kan eksperimentere.
Det er et udpluk af det, et kommende campus i Kanalbyen i Fredericia skal indeholde, skriver Fredericia Kommune i en pressemeddelelse efter, at økonomi- og Erhvervsudvalget har vedtaget en række planer og milepæle for udviklingen og etableringen af et campus i området.
- Vi har løbende justeret vores visioner for et campus i Kanalbyen, og jeg har store forventninger til det, vi går med nu, hvor det handler om efter- og videreuddannelse, og hvor den grønne omstilling er i fokus, siger Pernelle Jensen (V), formand for Unge- og Uddannelsesudvalget, i meddelelsen.
Med det nye politiske ja kommer der fornyet fremdrift i planerne for området, hvor Fredericia Kommune tilbage i 2020 købte en grund for at kickstarte visionen om et uddannelsesmiljø på kanten af Lillebælt.
Målet er nu, at der står et indflytningsklart campus i Kanalbyen i 2027.
Det skal kunne samle videregående uddannelser, førende infrastruktur-, logistik-, energi- og forsynings-virksomheder i at tilbyde uddannelser til den grønne omstilling og ikke mindst styrke arbejdet med at udbrede de grønne løsninger til hele landet.
Det er planen, at den nye campus-bygning i Kanalbyen også skal rumme et bibliotek og et Makerspace-miljø, hvor fredericianerne kan indgå i fællesskaber og få indblik i den grønne omstilling.
Sigtet er, at det nye byggeri i Kanalbyen skal være en lejemodel, hvor investorer opfører bygningen, og kommunen lejer sig ind i forhold til lokaler til både bibliotek, Makerspace og Uddannelses- og kompetencecenter.
Tidsplan:
- Ultimo 2024: Tegninger og indretningsdesign forventes færdige
- Ultimo 2025: Første spadestik på byggeriet af et nyt campus i Kanalbyen
- Medio 2027: Fredericia Kommunes nye campus i kanalbyen åbnes