Midler til Fredericias skoler
En mere effektiv byggesagsbehandling er del af det budget for 2013, som Fredericia Byråd er nået til enighed om.
På trods af hårde økonomiske prioriteringer er der blevet plads til at styre efter en række politiske pejlemærker, så som børn og unge, hvor der satses på en folkeskole, som med kommunens ord skal være i verdensklasse.
For at give kommunens skoler optimale fysiske rammer er der afsat 20 mio. kr. til anlægsinvesteringer i 2013 på skoleområdet. Pengene skal understøtte den nye skolestruktur.
Til Børne- og Ungeudvalgets post på anlægsområdet er også afsat 31 mio. kr. til solcelleanlæg på kvalitetsfondsanlæg fordelt med 16 mio. kr. i 2013 og 5 mio. kr. i hver af årene 2014-2016.
Bedre byggesagsbehandling
Indenfor erhvervsudvikling har man valgt at ansætte en jordsælger. Således har forligspartierne fundet det nødvendigt at arbejde med alle initiativer, der kan fremme salg af jord, da det betragtes som en vigtig kilde til en bedre kommunal økonomi. Derfor vil man ansætte en jordsælger.
Ligeledes vil man sikre en hurtigere og mere effektiv byggesagsbehandling. For at støtte op om processen afsættes midler til digitalisering af byggesagsbehandling, så sagerne kan afsluttes hurtigere. Således ser kommunalpolitikerne digitalisering af byggesagsbehandlingen, herunder indskanning af byggesagsarkiv, som endnu et skridt i retningen af at få skabt en markant hurtigere byggesagsbehandling, både overfor private og virksomheder.