Puslespillet gik op i Kerteminde
Anlægsprojekter igangsat i 2012 var en udfordring i spillet om Kerteminde Kommunes budget for 2013, som nu er faldet på plads.
Det var et puslespil at få anlægsudgifterne på plads i 2013. Årsagen er, at kommunen i 2012 har igangsat en lang række projekter som skal færdiggøres i 2013/2014. Det drejer sig blandt andet om ny Børnehave i Langeskov, Fremtidens Børnehjem og Renæssancehavn.
Anlægsbudgettet indeholder herudover investeringer for 10,1 mio. kr. i energioptimering af kommunens bygninger, udgifter til cykelsti langs Nordstranden på 7 mio. kr. i 13 og 14 og ny servicebygning ved Kerteminde Marina til 2,2 mio. kr.
Kerteminde kommune har herudover modtaget store bidrag fra private fonde til anlægsprojekter og selvom kommunen ikke selv skal dække hele udgiften til at gennemføre disse anlæg, tæller den fulde anlægsudgift med, når anlægsrammen skal gøres op.