BIG vinder 240.000 kvm højhuse i Kinas 'Silicon Valley'
Big skal bygge stort. Den verdenskendte danske tegnestue har vunder en arkitektkonkurrence med designforslaget ‘Prisma Towers’ i Kinas Qianhai bugt i Shenzhen provinsen, der også går under navnet Kinas 'Silicon Valley'.
De to 250- og 300 meter høje tårne er placeret i Qianhai bys Guiwan-distrikt. Tårnene skal huse henholdsvis kontorer og boliger - henholdsvis cirka 110.000 og 130.000 kvm - samt skabe mere end 20.000 kvm offentligt byrum imellem bygningerne.
Efterfulgt af Shenzhen Energy Mansion, som stod færdigt i 2017, bliver Qianhai Prisma Towers BIGs andet projekt i Shenzhen. Byggeriet forventes at starte i 2025.
– Begge skyskrabere er udtænkt som simple, prismatiske bygninger der åbner sig op for at skabe offentlige byrum, pladser og terrasser på gadeplan og i højden, forklarer Bjarke Ingels, stifter og partner, BIG - Bjarke Ingels Group.
BIG's Qianhai Prisma Towers
Navn: Qianhai Prisma Towers
Størrelse: Lejlighedstårn: 130.760 kvm; Kontortårn: 110.697 kvm
Beliggenhed: Qianhai, Shenzhen
Bygherre: Shenzhen Metro
Arkitekt: BIG
Samarbejdspartnere: CADG, BPI, ARUP, Buro Happold RFR, Thornton Tomasetti, Turenscape, Atchain, RJ Model
Kilde: BIG
Prisma Towers er med arkitekternes ord karakteriseret ved facadeelementer, der læner sig opad bygningskroppen og skaber grønne lommer til udeområder på gaden og i højden. På gadeplan forbinder højhusene området med det tilstødende Shenzhen Hong Kong Plaza, der udgør nabolagets grønne bælte. Besøgende kan ankomme til bygningerne langs en hævet, grøn gangbro, der løber langs tårnene og videre til det nærliggende indkøbscenter.
Mellem bygningerne og de hændende facader etableres grønne terrasser. Herfra er der 360 graders udsigt over Qianhai bugten.
Solceller er integreret på kontortårnets øst- og vestfacader og CCF-facader er brugt på de områder, der er mest eksponeret for solen med henblik på at optimere den termiske ydeevne. Indbyggede ventilationsindtag i boligtårnets vindueskarme skaber derudover naturlig ventilation.
Det 130.760 kvm store boligtårn består i sin konstruktion af tre rektangulære plader, der varierer i højde og læner sig op ad hinanden. Pladernes hældning skaber åbninger i tårnet, der giver kig ud over hav og by fra boligerne og de grønne terrasser.
Et amfiteater, en udendørs restaurant og sociale mødesteder er placeret ude foran tårnene blandt masser af træer. For at imødekomme regionens klima er programmerne placeret under baldakiner, trækroner og i bygningens facadeåbning. Regnvand opsamles i bygningen og benyttes til vandingssystemer samt rensning af udeområderne.