Køkkenkonkurs: 12 af 13 bundlinjer var i rødt
Da Hanstholm Køkken i sidste uge blev erklæret konkurs, berettede flere medier, Mester Tidendes søstermedie Wood Supply, hvordan der siden 2015 havde været sorte tal på bundlinjen.
Og det er helt korrekt, når man blot forholder sig til det Hanstholm Køkken A/S, der i forbindelse med konkursen skiftede navn til Produktion af 26.01.2023 A/S.
Ser man på hele koncernen er virkeligheden dog en anden, skriver Wood Supply. Det viser en gennemgang af seneste årsregnskaber fra køkkenproducentens 13 datterselskaber.
Hanstholm Køkken talte udover produktionsselskabet et montageselskab samt et retailselskab, hvorigennem kæden ejede de 11 egne butikker. For otte selskabers vedkommende nåede køkkenkæden kun at offentliggøre et enkelt årsregnskab for regnskabsåret 2021/22, mens butikken i Aarhus var så ny, at der ikke nåede at lande et eneste regnskab.
Et samlet millionminus
Da Hanstholm Køkken A/S i efteråret offentliggjorde tallene for 2021/22, var resultatet fordoblet til 1,7 mio. kr. før skat, og ifølge direktør og medejer Carsten B. Andersen kunne bundlinjen have været endnu bedre.
– Det er okay, men det nager mig, hvordan det kunne have set ud, hvis ikke vi havde haft leveringsudfordringer og prisstigninger på vores råvarer, sagde han i den forbindelse.
I de tolv resterende årsrapporter var der imidlertid røde tal på bunden, og her lød det samlede tab på 9,5 mio. kr., viser Wood Supplys gennemgang.
Størst var underskuddet i Herning, hvor Hanstholm i 2021/22 tabte 1,5 mio. før skat, og også i Køge var tabet på den trælse side af millionen med et minus på 1,4 mio. kr. Her henvises i årsrapporterne til mangel på materialer og generelle markedsforhold, ligesom der i Køge var udgifter i forbindelse med Hanstholms overtagelse af forretningen.
I ni af de ti butiksdrivende selskaber var egenkapitalen ligeledes i minus ved regnskabsårets udgang, ligesom det gjorde sig gældende for såvel montage- som retailselskabet. Her beløb den samlede negative egenkapital sig til et minus på 8,7 mio. kr., mens egenkapitalen i Hanstholm Køkken A/S til gengæld lød på positive 11,3 mio. kr.
Fra medvind til modvind
Carsten B. Andersen overtog Hanstholm Køkken i 2018 sammen med daværende partner Søren Overgaard, der trak sig efter et års ejerskab. Hurtigt blev der fyret op for ekspansionsplanerne, og i løbet af de første to år åbnede kæden fem nye butikker.
Siden blev medvinden afløst af en coronapandemi, der i første omgang bød på nedlukning af både Nordjylland og detailhandlen, og da efterspørgslen efterfølgende boomede, måtte de videre ekspansionsplaner sættes på hold.
– Vi har måttet tilpasse planerne og se på, hvad ressourcerne rakte til. I foråret oplevede vi jo det her positive vakuum i kølvandet på genåbningen, og så er det svært at smide mange penge i nye butikker, når massevis af kunder står og venter på deres køkkener, forklarede Carsten B. Andersen i efteråret 2021.
Et år senere var markedsvinden slået om, og mens de høje energipriser i september fik Hanstholm Køkken til at skære en dag af produktionsugen på fabrikken, forsøgte køkkenkæden ydermere at afbøde faldet i efterspørgsel med lanceringen af et upcycling-koncept.
Flere købere på banen
Tiltagene til trods blev der den 26. januar indgivet konkursbegæring for de i alt 14 selskaber, og ifølge kurator Anders Jessen Schmidt var der to primære årsager.
– Man har haft en rimelig aggressiv strategi om at få udbygget koncernen. Samtidig er der en masse samfundsmæssige udfordringer, som har medvirket til, at salget har svigtet i butikkerne. Det har medført en likviditetsmangel, som ledelsen skal reagere på og forholde sig til. Derfor har ledelsen valgt at begære virksomheden konkurs som en egenbegæring, fortalte advokaten i sidste uge til Nordjyske.
Her kunne han i samme ombæring fortælle, at der allerede var potentielle købere på banen.
– Tre forskellige grupper har allerede meldt deres interesse. De er alle i besiddelse af kompetencerne, evnerne, viljen og ikke mindst pengene til at løfte opgaven, sagde Anders Jessen Schmidt, der dog understregede, at det endnu var for tidligt at sige, om en genrejsning ville lykkes.