23948sdkhjf

Fire byggecentre får støtte til at vejlede om bæredygtige materialevalg

Mange vil gerne handle mere bæredygtigt når de renoverer eller bygge nyt, men manglende viden på området er en barriere

Når danskerne renoverer, bygger om eller bygger nyt, indebærer det en lang række af store beslutninger om omfang, valg af materialer og æstetisk udtryk. Alt sammen noget, der har betydning for klimaaftrykket, men det kræver viden at handle bæredygtigt.

Derfor støtter den filantropiske forening Realdania og datterselskabet Videncentret Bolius nu fire byggecentre med at sætte endnu mere fokus på at udvikle, afprøve og teste nye måder at formidle viden om bæredygtige materialevalg og løsninger. Projektet er blevet til i samarbejde med brancheforeningen Danske Byggecentre og er en del af den samlede indsats Bo Bæredygtigt, som Realdania og Videncentret Bolius står bag.

Byggecentrene er klar

Havnens Hænder, XL-Byg Brejnholt, Davidsen Tømmerhandel og Bygma er de fire virksomheder, der har fået støtte til at sætte ekstra fokus på formidling af de bæredygtige valg.

Lasse Weien Svendsen, som er marketingdirektør i Bygma, forklarer, at Bygma går ind i projektet, fordi vman i ønsker at påvirke flere med interesse for hus, have og ”gør-det-selv projekter” til at bygge med bæredygtige, certificerede materialer.

- Professionelle håndværkere har taget godt imod det Grønne Valg, men blandt private mangler der fortsat kendskab til de mange bæredygtige alternativer. Vi ønsker at skabe fokus på de miljømæssige- og sociale gevinster der er ved at vælge certificerede, bæredygtige produkter, og her igennem at være med til at ændre forbrugernes adfærd i en mere ”grøn” retning.

Læs også: Danske Byggecentre: Vi kan hjælpe mester i det bæredygtige byggeri

Bæredygtighedschef i XL-Byg Brejnholt, Hannah M. Brejnholt, siger, at byggebranchen ved, at byggeriet står for en rigtig stor del af de globale udledninger.

- Derfor har vi også et ansvar for og en vilje til at være med til at nedbringe udledninger og forbrug af jomfruelige materialer. Med dette projekt vil vi igennem dialog fordre, at så mange byggematerialer som muligt kan blive brugt igen - eller i det mindste genanvendt i nye produkter. Der er masser for os at lære, så det er i høj grad også en læring om dialog, analyser og at tænke anderledes.

Behov for mere oplysning

En undersøgelse fra YouGov foretaget for Videncentret Bolius og Realdania i 2022 viser, at der er et stort behov for mere oplysning til boligejerne om deres muligheder, når det kommer til at vælge mere bæredygtige byggematerialer.

Tre ud af fire danskere har i mindre grad eller slet ikke viden om bæredygtige byggematerialer.

Og to ud af tre har det stort set ikke i tankerne, når de står i byggecentret og skal købe ind til et bygge- eller renoveringsprojekt i deres bolig.

Kilde: Videncentret Bolius og Realdania

Magnus Henriques, co-founder, Havnens Hænder, håber, at projektet kan hjælpe med at udbrede viden om de biobaserede byggematerialer til danskerne.

- Havnens Hænder er et rent bæredygtigt byggemarked, og vores biogene materialer kan virkelig gøre en forskel. Indtil nu har vores kunder fundet frem til os via artikler og "word of mouth". Vi vil gerne nå alle dem, der vil bygge bæredygtigt, men ikke ved det endnu. Vi vil give dem den korte, let forståelige version af, hvorfor det her er vejen frem, hvis vi skal nå vores mål om at reducere CO2 med 70 pct. inden 2030.

Mikkel Bang Hedelund, bæredygtighedschef i Davidsens Tømmerhandel mener, at det som forbruger er svært at navigere i klimadagsordenen, især fordi der er mange forskellige interesser, som forsøger at påvirke agendaen.

- Med dette samarbejde vil vi forsøge at trække et ellers komplekst emne ned på jorden, og hjælpe vores kunder med at forstå, hvordan deres materialevalg kan påvirke klimaet, understreger han.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157