23948sdkhjf

Danske og ukrainske arkitekter går sammen om genopbygning

Genopbygningen af det krigsskadede land skal ske uden at gentage tidligere tiders fejltrin med hurtigt opførte boligområder i rækker af grå betonblokke

Mens krigens rædsler fortsætter i Ukraine, forbereder ukrainerne sig på den dag, det bliver muligt at genopbygge de ødelagte byer og leve et normalt liv igen. Og det kalder på en bred international indsats. 

Fra dansk side har den tidligere regering, erhvervslivet og fagbevægelsen aftalt at kigge på, hvordan dansk erhvervsliv kan bidrage til genopbygningen – i første omgang af byen Mykolaiv nær Sortehavet. 

Der er imidlertid en lang række forhold, der er vigtige at få undersøgt, inden man går i gang med at levere konkrete løsninger til genopbygning af de ødelagte byer. Og det har Arkitektforeningen sat sig for at undersøge i tæt samarbejde med en gruppe ukrainske arkitekter og planlæggere.

Vil ikke gentage fejl fra sovjettiden 

Med de ødelæggelser Ukraine står midt i, bliver der behov for hurtig genopbygning i en meget stor skala. 

– Derfor kan man frygte at, det hele kommer til at handle om økonomi og effektivitet. Men det sidste, ukrainerne ønsker, er, at gentage tidligere tiders fejltrin med hurtigt opførte by- og boligområder i rækker af grå betonblokke, udtaler Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen.

– De ønsker, at deres byer kommer til at afspejle en ukrainsk kultur med fokus på kvalitet, demokrati, og involvering af borgerne. Det er det, vi skal hjælpe dem med. Og så skal vi selvfølgelig have tænkt hele bæredygtighedsperspektivet ind, uddyber han.

Arkitektforeningen har rejst 600.000 kr. fra Dreyers Fond til udviklingen af en ny model for demokratisk genopbygning af Ukraine i samarbejde med en gruppe ukrainske arkitekter.

Tidligere stadsarkitekt i front

Med projektet ”Demokratisk genopbygning af Ukraine”, som for alvor skydes i gang til foråret,
vil Arkitektforeningen først og fremmest undersøge ukrainernes traditioner for byudvikling, deres forventninger til genopbygningen samt de lovgivningsmæssige og administrative rammer, der skal understøtte den. 

– Det her er et meget følsomt emne, og vi er selvfølgelig klar over, at der er et akut behov for varme, vand og at få infrastrukturen op at stå igen. Men der er også et udtalt behov for, at vi lytter til ukrainernes behov for en kulturforandring og for at kunne stille krav til en bæredygtig genopbygning af deres byer, når freden forhåbentlig snart vender tilbage, siger Peder Baltzer Nielsen, der leder projektet og er tidligere stadsarkitekt i Aalborg.

I første omgang er der etableret et betalt samarbejde med en gruppe ukrainske arkitekter, der skal være med til at rammesætte projektet. Deres første opgave bliver at beskrive de overordnede behov og ønsker til genopbygningen samt muligheder og barriere herfor i den eksisterende lovgivning i Ukraine. Desuden vil projektet blandt andet kigge nærmere på, hvilken viden og metoder fra Danmark, der kan understøtte dialogen og en demokratisk genopbygning af Ukraine. 

Det hele skal munde ud i en ny model, som er operativ i Ukraine – blandt andet lokalt i byen Mykolaiv, og som kan bringes i spil i de officielle initiativer, der igangsættes, når det bliver muligt.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125