Københavnsk tegnestue udvider partnerkredsen
Arkitektvirksomheden Christensen & Co Arkitekter (CCO) udvider partnerkredsen med Marie Horskær Partoft, som har titel af Head of Business Development & Communications i tegnestuen.
– Forretningsudvikling er en helt central funktion på tegnestuen, og derfor giver det rigtig meget mening, at Marie bliver en del af partnerkredsen nu, siger Michael Christensen, stiftende partner CCO, i en pressemeddelelse om trækket, der præsenteres som del af en fortsat udvikling af partnerkredsens sammensætning med supplerende kompetencer.
Marie Horskær Partoft blev cand. mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet i 2008. Hun har tidligere været ansat både i offentlig administration og det private erhvervsliv inden for arkitektur og byplanlægning.
Fra en ejer til kollektiv
CCO blev grundlagt i 2006 af arkitekt Michael Christensen, og ledelsen af tegnestuen med adresse i København er de seneste år omdannet til at være partnerkollektiv. Den brede ejerform afspejler med firmaets egne ord en "fællesskabskultur og dialogbaserede ånd", som er kernen i tegnestuen.
Med Marie Horskær Partoft som ny profil i partnerkredsen, bliver det akkvisitive ben i virksomheden yderligere styrket.
– Marie har været hos os i mere end fem år nu, og hun har bidraget til tegnestuens strategiske udvikling. Hun har blandt andet spillet en væsentlig rolle i, at vi nu er på både det canadiske og nederlandske marked, siger adm. direktør, arkitekt og partner i CCO, Vibeke Lindblad.
Med den seneste udvidelse af kredsen rummer ledelsen kompetencer, der kan komme i spil fra tilbuds- og akkvisitionsfaser, til design, projektering og bygbarhed og frem til endelig aflevering af projekterne.