Ustabilt Europa får politikere til at genoverveje salget af Nyholm
Der er krig i Europa, og det kan få betydning for historisk flådestation midt i København.
Den geopolitiske ustabilitet får politikerne til at overveje at droppe Søværnets udflytning fra Nyholm. Det fortæller Venstres forsvarsordfører Mads Fuglede til Licitationens søstermedie Søfart.
- Når der skal investeres så mange penge i nye materialer og mandskab, er det ikke underligt, vi kigger på, hvad der skal gøres af alt det. Men jeg kan ikke blive mere konkret lige nu, siger Mads Fuglede til Søfart.
Folketingets partier begynder snart forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig, og det er i disse forhandlinger, at politikerne skal tage stilling til, om Nyholm stadig skal sælges.
Undrer sig over salg
Beslutningen om at sælge dele af Nyholm blev truffet i 2018. Men i foråret 2022 blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at det danske forsvar skal tilføres 18 milliarder kroner mere hvert år fra 2030, så vi lever op til NATO-kravet om at bruge to procent af vores BNP på Forsvaret.
Brancheavisen Søfart har interesseret sig for sagen på baggrund af rygter om, at salget er blevet sat i bero. Tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen har hørt lignende spekulationer, og han ser to scenarier for sig:
Det er muligt, at Forsvarsministeriet holder sig til de oprindelige planer om et frasalg.
- Den anden mulighed er, hvorvidt man overhovedet vil sælge det alligevel, siger Tim Sloth Jørgensen til Søfart. Han fortsætter:
- Forsvaret skal have øget deres bevillinger med 18 milliarder for at komme på to pct., og det betyder, at vi får et væsentligt større forsvar i Danmark. Der bliver også behov for mere i Københavnsområdet, siger Tim Sloth Jørgensen og stiller dét spørgsmål, som han forestiller sig politikere og myndighedsfolk vil stille.
- Er det så tidspunktet, man skal sælge et unikt beliggende område i København, som man ikke kan få igen? Skulle man i stedet bruge området på nogle af de ting, som Forsvaret får brug for?