Leverandør til byggeriet ansætter kunde som adm. direktør
Efter ni år som produktionsdirektør hos totalentreprenøren Gråkjær sætter Claus Navntoft sig på den anden side af bordet og bliver adm. direktør i firmaet Chisa, som han selv har været kunde hos.
Softwarevirksomheden udvikler og markedsfører løsninger målrettet bygge- & anlægsbranchen.
– Claus har selv været bruger og ved, hvordan vores kunder tænker og hvad de har brug for af systemunderstøttelse i hverdagen, siger bestyrelsesformand i Chisa, Per Engsø, om ansættelsen og fortsætter:
– Der har været højkonjunktur længe, men med energikrise, inflation og stigende materialepriser er det ekstremt vigtigt, at aktørerne i byggeriets værdikæde har fokus på overblik og lønsomhed. Claus ved, hvor skoen trykker derude og ved, hvordan han kan optimere hverdagen for kunderne, siger Per Engsø.
Blå bog: Claus Navntoft
Claus Navntoft
Adm. direktør CHISA A/S
Claus Navntoft er ansat som adm. direktør for softwarevirksomheden Chisa A/S, der udvikler og markedsfører løsninger målrettet bygge- & anlægsbranchen.
Han er oprindeligt student fra Viborg Katedralskole og blev bygningskonstruktør fra BTH, der i dag hedder KEA. Herudover er han uddannet mediator fra Danske Advokater.
Han har været bygherrerådgiver og projektleder hos Dalton, Kendler & Co samt NRGi, inden han i 2014 kom til entreprenørfirmaet Gråkjær.
Chisa beskæftiger i dag 10 medarbejdere og har herudover en række faste udviklere tilknyttet. I kundekredsen er repræsentanter fra de fleste led i byggeriets værdikæde blandt andre Arpe & Kjeldsholm, Danhaus Production, Dansk Boligbyg, EMR Murer & Entreprenør, Gottlieb Paludan Architects, Gråkjær, Rambøll, Rasmus Friis A/S, Thormann Entreprise, Vestforbrænding og Øens VVS Entreprise.
Firmaet blev etableret i 2016 af indehaver John Theisen, der er tidligere entreprenør. Bestyrelsen består af formand Per Engsø Larsen og medlemmerne Thomas Sehested, Henrik Salicath og indehaver John Theisen.