Vinderholdet er fundet til vikingeopgave
Vikingetidens ofte dystre, dragende og fascinerende univers skal formidles i et nyt oplevelsescenter ved et vikingeborganlæg vest for Køge. Nu er der sat navn på vinderne i arkitektkonkurrencen.
Vinderforslaget, der tager inspiration fra vikingetidens karakteristiske kongshaller, er tegnet af Loop Architects med Lytt Architecture og ingeniør Viggo Madsen A/S som underrådgiver, oplyser parterne.
Oplevelsescentret med et budget på 50 mio. kr. skal over knap 2.000 kvm rumme udstilling, Center for vikingestudier, eventcenter og servicecenter.
I dommerbetænkning understreges projektets indlevede forståelse for forholdet mellem den eksisterende borgring fra vikingetiden og det kommende oplevelsescenter:
”Forslaget binder på fornem vis de to elementer, Borgring og oplevelsescenter sammen. Ved at udforme oplevelsescentret som et solitært element, skabes en reference til- og dynamik mellem Borgring og oplevelsescentret. Referencen til vikingetiden er på den måde til stede, men på et abstrakt niveau”.
Fundet af en borg fra vikingetiden ved Lellinge, vest for Køge, blev offentliggjort så sent som i september 2014 og er den femte kendte ringborg i Danmark. Den har fået navnet Borgring.
Vikingetidens materialer
Det nye oplevelsescenter bliver beklædt med sort træ og med et karakteristisk og markant tag. Bygningen får ifølge folkene bag tydelige referencer til vikingernes enkle langhus-arkitektur med dominerende tagkonstruktioner.
Vikingeborgen Borgring oplevelsescenter
I september 2014 offentliggjorde arkæologer fra Museum Sydøstdanmark og Aarhus Universitet fundet af en borg fra vikingetiden ved Lellinge, vest for Køge. Vikingeborgen Borgring er den femte ringborg i Danmark.
På Borgring og i borgens opland blev der i 2016 - 2018 gennemført de gennemgribende udgravninger. Undersøgelserne har medført en række nye erkendelser om arkitektur, funktion, datering, historiske sammenhænge, borgens omgivelser, transportforhold og samtidige bebyggelser lokalt og regionalt.
Borgring bygges aldrig færdig og markerer slutningen af vikingetid og begyndelsen på det Danmark vi kender i dag. Vikingernes samfund og tro ændrer sig drastisk. Borgring Oplevelsescenter fortæller den historie i et nyt museum og på stedet hvor borgen lå. Til centeret knyttes et forskningscenter der skal forske i vikingeborgene og i tiden før og efter systemskiftet, der kan forklare vikingetidens ophør.
I foråret 2021 faldt finansieringen på i alt 50 mio. kr. endelig på plads gennem bevillinger fra A. P. Møller Fonden, Knud Højgaards Fond, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond og Køge Kommune. Herefter blev gennemført en arkitektkonkurrence, som et hold med Loop Architects, Lytt Architects og ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S vandt i januar 2023.
Kilde: Museum Sydøstdanmark
Fra oplevelsescentret bliver der et kig til Borgring, der samtidig formidler hvordan anlægget tilbage i historien, og fortsat i dag, iscenesætter landskabets helt særlige skrånende profil mod ådalen. Allerede ved ankomsten til oplevelsescentret inviterer en stor åbning i bygningens facade blikket til at vandre gennem bygningens indgangsport og videre mod Borgring via store vinduespartier.
Brændt træ beklæder væggene i ankomstrummet, og refererer direkte til vikingetidens materialer, både i duft og ved berøring, og fremviser en imprægneringsteknik fra datiden. Som et vigtigt stemningssættende element henter interiøret inspiration i vikingetidens dystre og fascinerende univers. Det ses i den overordnerede geometri, med referencer til langhuse og kongshaller, og helt ned i detaljen og materialevalget.
Når man bevæger sig op gennem huset, fra udstillingshallens mørke til udsigtsrummet, opleves en overgang fra det mørke til det lyse. Stærke og dramatiske virkemidler, der hver især iscenesætter oplevelsen.
Tagfladen der beskytter bygningens træfacade fungerer som solafskærmning i sommerperioden. Derudover fungerer udhænget som et overdækket areal, hvor grupper kan samles.
Projektet bliver udført som et bæredygtigt byggesystem i en stålkonstruktion, der let kan adskilles og genbruges.
Efter planen åbner oplevelsescentret i løbet af 2025.
Vil gøre ringborgene til verdensarv
Fundet af Ringborg, den femte danske vikingeringborg, ved Køge føjede i 2014 et nyt og afgørende kapitel til historien om Harald Blåtand, der var konge cirka 958-987. Den historie bidrager med spændende og væsentlig viden om Danmarks fortid.
På Borgring og i borgens opland blev der i 2016-2018 gennemført gennemgribende udgravninger. Undersøgelserne har medført en række nye opdagelser om arkitektur, funktion, datering, historiske sammenhænge, borgens omgivelser, transportforhold og samtidige bebyggelser lokalt og regionalt.
Museum Sydøstdanmark arbejder netop nu på, at Danmarks fem ringborge bliver optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. En fælles ansøgning fra de fem kommuner, hvor de kendte ringborge er placeret, skal sætte den del af Danmarks historie på verdenskortet.
Ringborgene er Aggersborg ved Løgstør, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken ved Odense, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Køge