Norconsult-ejet arkitektfirma overtager samarbejdspartner
Alle arkitekter fra landskabstegnestuen Lassen Landskab er blevet en del af Rubow Arkitekter.
Ved årsskiftet flyttede de nye kollegaer ind på Rubow Arkitekters kontor i Bredgade i København, og samarbejdet er allerede godt i gang, oplyser parterne om sammenlægningen.
– Vores nye kollegaer fra Lassen Landskab er kompetente rådgivere gennem alle faser. Derudover er de utroligt gode til at arbejde integreret på tværs af bygning og landskab så de passer rigtigt godt ind i vores virksomhed både fagligt og kulturelt og vil bidrage til at sikre værdi for vores kunder på højeste niveau, fortæller Mads Dyssel Engel, direktør hos Rubow Arkitekter.
De to arkitektfirmaer har samarbejdet på en lang række projekter gennem årene, herunder både almene helhedsplaner og nybyggeri, skoler, børnehaver og byprojekter.
Afdeling vokser til 15 hoveder
I 2015 etablerede Rubow Arkitekter en afdeling for Landskab & Bystrategi, som løbende har fået flere og større projekter. Med den nye udvidelse og rekruttering af Lassen Landskabs arkitekter får fagområdet et yderligere løft.
Afdelingen for Landskab & Bystrategi kommer fremover til at tælle cirka 15 medarbejdere.
Lassen Landskab blev stiftet i 1998 og rådgiver inden for planlægning og projektering af landskabsprojekter. Siden 2011 har landskabsarkitektfirmaet været ejet af Henriette Fischer Juhl, der nu bliver chef for Rubow Arkitekters afdeling for Landskab & Bystrategi
Rubow Arkitekter har kontorer i København og Aarhus med cirka 100 medarbejdere. Arkitektfirmaet er en del at den norske rådgivningsvirksomhed Norconsult, der har mere end 5000 ansatte og kontorer i hele verden. Norconsult er 100 pct. medarbejderejet.