International rådgiver med danske ambitioner fisker ny direktør hos Cowi
Ingeniørrådgiverfirma Buro Happold udnævner Niels Elliot Brøchner til direktør i Danmark, et træk der ifølge det internationale konsulenthus er udtryk for et ”stadig voksende engagement i Danmark”.
Niels Elliot Brøchner kommer med 20 års erfaring som bygningsingeniør, heraf de seneste 16 år hos Cowi, hvor han i fem år havde titel af Head of Section i bygningsafdelingen.
– Det er en spændende periode for kontoret i København, hvor vi målrettet går i gang at udvide vores team og diversificere vores ydelser, lyder det blandt andet fra den nye danske direktør.
Buro Happold er et integreret konsulentfirma bestående af ingeniører, konsulenter og rådgivere. På verdensplan har firmaet 31 lokationer og cirka 2.200 medarbejdere.
Samspil med forgængeren
Hos Buro Happold i København har den nye direktør overtaget roret fra Paul Roberts, som har valgt at træde et skridt tilbage fra det administrative ledelsesansvar for at bruge sin sine ressourcer og kreative evner til at rådgive arkitekter og bygherrer i forbindelse med projekter og konkurrencer.
Sammen vil de to have fokus på – med firmaets ord – at skabe et ledelsesteam, der kombinerer firmaets omfattende internationale ekspertise med en revitalisering af Buro Happolds mere end 15-årige engagement i Danmark.
I rollen som direktør bliver Niels Elliot Brøchners fokus at styrke samarbejdet med de danske kunder, fastholde medarbejdere, bringe nye talenter ind og skabe et sundt væksttempo. Han vil desuden bidrage med sin erfaring i at lede tværfaglige teams på komplekse projekter.
Fra Paul Roberts' side lyder det, at han nu får mulighed for at bruge mere tid på at anvende firmaets integrerede designtilgang på projekterne
- Derudover vil jeg videreudvikle vores kompetencer inden for bæredygtigt design og digitalisering – to områder, der ligger mig meget på sinde, siger den nu tidligere landedirektør.
Ser mod de danske arkitektfirmaer
Den nye ledelse og en strategisk målsætning om at udvide teamet skal ruste kontoret bliver bedre at agere på muligheder i Danmark.
Via samarbejdet med Buro Happolds kontorer rundt om i verden er der desuden fokus på at øge samarbejdet med de danske arkitektfirmaer, der har succes internationalt - ikke mindst i Tyskland via forbindelse til firmaets kontorer i Berlin, München og Hamborg.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 16,1 | 12,2 | 19,4 |
Resultat af primær drift | 3,3 | -1,2 | 4,8 |
Resultat før skat | 4,1 | -1,9 | 5,0 |
Årets resultat | 3,2 | -1,5 | 3,9 |
Balancestatus | 20,0 | 21,4 | 27,1 |
Egenkapital | 13,4 | 10,2 | 11,6 |
Antal ansatte | 20 | 23 | 24 |
Kilde: CVR |