OK23: Forhandlinger skudt i gang på VVS-området
De første officielle forhandlinger er i dag skudt i gang på vejen mod en ny overenskomst på vvs-området. TEKNIQ Arbejdsgiverne, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal har taget hul på forhandlingerne. Forhandlingerne falder midt i en udfordrende tid.
Det er på et svært økonomisk baggrundstæppe, at vi nu starter forhandlingerne, men vi er godt forberedte og klar til at arbejde for et forlig. Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne
- Det er på et svært økonomisk baggrundstæppe, at vi nu starter forhandlingerne, men vi er godt forberedte og klar til at arbejde for et forlig. Parterne er ikke enige om alt, men tilliden og respekten mellem os er stor, så jeg tror på, at vi får en rigtig god proces for forhandlingen, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, i en pressemeddelelse.
OK 2023
- Startskuddet til overenskomstforhandlingerne 2023 lød onsdag den 4. januar, hvor DI og CO-industri officielt begyndte forhandlingerne om Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst.
- Der er tale om de to største overenskomster på det såkaldte mindstebetalingsområde, som tilsammen dækker godt 230.000 medarbejdere.
- På overenskomster med mindstebetaling fastsættes lønnen ved lokale forhandlinger i den enkelte virksomhed.
- Når forhandlingerne om Industriens Overenskomst når frem til et resultat, åbnes der for forhandlinger på de andre store områder som transport, byggeri, service, fødevarer og mange andre.
- I år skal DI for første gang siden fusionen med Dansk Byggeri i 2020 stå i spidsen for forhandlingerne af byggeriets overenskomster, som dækker knap 95.000 medarbejdere.
- Byggeriets nuværende overenskomst var en treårig aftale, som blev indgået i marts 2020 og udløber 1. marts i år.
Kilde: DI
Velviljen er gensidig
Generelt bliver overenskomstforhandlingerne i offentligheden denne gang omtalt som historisk svære. Selvom der de seneste år har været tryk på kedlerne i installationsbranchen, er inflationen samtidigt steget med rekordfart det seneste år.
Der er ingen tvivl om, at vi går nogle svære forhandlinger i møde. Der er altid risiko for konflikt, og den er ikke blevet mindre denne gang. Vi står i en situation, som jeg ikke har kendt lignende i min tid. Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet
Derudover peger de fleste andre økonomiske nøgletal i retning af en mulig økonomisk recession i den nærmeste fremtid.
Det lader dog ikke til at spænde ben for, at parterne er enige om at gå langt for at nå hinanden i løbet af forhandlingerne. For også fra den anden side af forhandlingsbordet lyder en umiddelbart forsonende tone fra Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.
- Der er ingen tvivl om, at vi går nogle svære forhandlinger i møde. Der er altid risiko for konflikt, og den er ikke blevet mindre denne gang. Vi står i en situation, som jeg ikke har kendt lignende i min tid. Men når det er sagt, så går vi selvfølgelig til forhandlingerne med den indstilling, at vi skal lande et resultat, som begge parter kan se sig selv i, og som de fleste medlemmer vil stemme ja til.
Historisk set er der grund til optimisme
Selvom at forholdende er unikke denne gang pga. den økonomiske situation, så kan hente optimismen i fortidens forhandlinger. For det kan lykkes at lande aftaler, der vækker tilfredshed i de fleste lejre.
Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2020 lykkedes det at lande en aftale, som endte med at få stor opbakning. Dengang stemte 81,4 procent af vvs’erne ja til overenskomstaftalen.