Medarbejderejet rådgiverkæmpe forbereder børsentré
Det hele startede tilbage i 1929, hvor firmaet Ingeniør A. B. Berdal blev etableret. I dag er der 5.500 ansatte – heraf 500 i Danmark – navnet er Norconsult, og det er blandt Nordens førende virksomheder for rådgivende ingeniører, arkitekter og byplanlæggere.
Nu er der startet en proces, hvor målet er at notere selskabets aktier på Oslo Børs. En børsnotering vil potentielt kunne finde sted allerede i 2023, hvis interne og eksterne forhold tillader det.
- En notering på Oslo Børs giver også virksomheden mulighed for i højere grad at vurdere strategiske muligheder, der kræver finansiel fleksibilitet, samtidig med at vi skal varetage alle vores dygtige medarbejderes interesser og virksomhedens stærke kultur, siger Nils Morten Huseby, bestyrelsesformand i Norconsult.
Det er medarbejderne i Norconsult, der ejer alle aktierne i virksomheden, og det er aktionærerne, der har besluttet, hvad de anser for at være den mest hensigtsmæssige ejerskabsmodel for virksomheden fremadrettet.
I forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling den 9. januar stemte 95 pct. af de fremmødte stemmer for en børsnotering.
Ekspansion
Gennem opkøb og stærk organisk vækst har Norconsult gennem de seneste år etableret betydelige forretninger i Sverige og Danmark.
Nu, knap hundrede år efter etableringen, har virksomheden som skrevet 5.500 medarbejdere, der er på 130 kontorer i Norge, Sverige og Danmark samt kontorer i Polen og Island.
Derudover indgår datterselskaberne Nordic – Office of Architecture, Norconsult Information Systems og Technogarden i koncernen. De tre brands har ekspertise inden for henholdsvis arkitektur, digitalisering og konsulentudlejning.
Nordiske ambitioner
Norconsult har store kunder inden for transport, byggeri og ejendom, vedvarende energi, vand, samfund og byudvikling, digitalisering, industri, geovidenskab og miljø samt arkitektur.
I efteråret 2021 lancerede virksomheden en ny forretningsstrategi, hvor et af de vigtigste mål er at konsolidere en stærkere og mere balanceret position i Norden. Det betyder, at Norconsult vil styrke sin nummer et position på det norske marked samt vokse i Danmark og Sverige.
- Norconsult er en kompetencedrevet virksomhed med en stærk lokal tilstedeværelse. Vi skal tiltrække, udvikle og fastholde de bedste medarbejdere og samtidig udvikle de bedste kompetencer, siger Egil Hogna, adm. direktør i Norconsult.