23948sdkhjf

”Vi har savnet en rådgiverens fagmesse”

Ivarsson fik stort udbytte af sidste års messe, og i år er man derfor med igen – på en dobbelt så stor stand og med et nyudviklet facadekoncept, målrettet rådgiverne.
Building Green fik en forrygende start på tilværelsen i debutåret 2011, og det har øget forventningerne til dette års messe, hvor lidt over 100 virksomheder vil være på plads med en stand i Forum.

Ivarsson A/S fra Rødekro var blandt udstillerne i fjor, og efter to udbytterige dage i hovedstaden var virksomheden ikke i tvivl om, at succesen skulle gentages i år.

- Vi kom i dialog med en hel del arkitekter, og det havde vi også forberedt os på. Til gengæld kom det bag på os, at der var så mange ingeniører, og vi var ikke klædt tilstrækkeligt på til at besvare de mange tekniske spørgsmål om bl.a. energitab. Det har vi derfor forberedt os på i år, fortæller marketingchef Henrik Selvejer.

En mere helstøbt løsning
Efter sidste års messe allierede Ivarsson sig derfor med Niras, som har foretaget energiberegninger på Ivarssons nye system til underkonstruktioner. Med dokumentationen fra Niras kan Ivarsson nu tilbyde et mere færdigt koncept til rådgiveren, som herefter kan projektere relativt hurtigt.

- Vi har så at sige taget et eksisterende produkt, forædlet det, og gjort det mere færdigt. Vi har dermed bevæget os fra udelukkende at have fokus på salg til at levere en helstøbt løsning, som kan monteres direkte, forklarer Henrik Selvejer om produktet, der er målrettet større nybyggerier og renoveringsprojekter.

Et andet fokusområde på messen bliver at gøre rådgivere såvel som bygherrer opmærksomme på Ivarssons EPD-miljødeklarationer, som er udført med henblik på de krav, der findes i DGNB-standarden. Og med en stand, der i år er udvidet til det dobbelte, tager Rødekro-virksomheden til København med store forventninger.

- Det er det rigtige sted at vise tingene frem, fordi vi har noget, der kan bruges af rådgiverne og af de professionelle bygherrer. Vi har savnet en rådgiverens fagmesse, og jeg er spændt på at se, om Building Green kan udvikle sig til det faglige forum, hvor man møder rådgiverne. Det ser ud til, at de har fundet det rette koncept. Alle udstillere har noget at byde på, når det kommer til grønne løsninger, og konferenceprogrammet giver en ekstra grund til at komme. Det er rigtigt set, tror jeg. Vi bliver selv inspireret af de faglige oplæg, fordi der her gives pejlemærker for, hvor vi som leverandører skal bevæge os hen, siger Henrik Selvejer.

- Hvis det kan leve op til sidste år, er vi ovenud tilfredse. Kendetegnede for messen var, at det var den rigtige målgruppe, der kom. Jeg er spændt på at se, om det bliver tilfældet igen i år, og om det denne gang lykkes at få de vestdanske rådgivere til at komme, slutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11