23948sdkhjf

Fire konkurrenter tjener penge i nedrivningssymbiose

I Thy er samarbejde om genbrug af brugte byggematerialer fra nedrivning svaret på, hvordan bygge- og anlægsbranchen kan tjene den grønne omstilling

Fire konkurrencer har fundet svaret på, hvordan man i praksis kan leve af den grønne omstilling.

Aarup Kloak og Entreprenør, Bøgelund Maskinstation, Koldby Entreprenøren og vognmand Allan Thomsen har det til fælles, at de har adresse i Thy og er involveret i nedbrydningsopgaver. 

Nu har de givet hinanden håndslag på, at alt, hvad de henter fra nedrivningsopgaver, primært træ, mursten og gips, skal ende på en fælles genbrugsplads i Thy. Her skal træ, mursten, gips og andre materialer sorteres og videresælges i stedet for at ende på deponi eller på forbrændingen.

– Vi står ofte hver især med fire vinduer, en dør og lidt tagdækning, men det redder jo hverken vores indtjening eller verden med de mængder. Går vi sammen og skaber større mængder, kan det både batte noget for miljøet og blive til en forretning for os virksomheder, forklarer Kurt Immersen, der driver Bøgelund Maskinstation.

Merindtjening på over 200.000 kroner

De fire virksomheder er smedet sammen via EU-projektet GRØN (Grønne Ressource-Økosystemer Nordjylland), som drives af Center for Logistik og Samarbejde (CLS) i Aalborg.

– Grøn omstilling skal kunne betale sig for alle parter. I Thy arbejder konkurrerende virksomheder, virksomheder og kommuner sammen, vi indsamler og genbruger rester fra nedrivning, og ringen sluttes, når der bygges nyt af genbrugsmaterialer. Og samtidig sikrer vi, at virksomhederne har en indtjening på indsatsen, fremhæver bæredygtighedskonsulent fra CLS, Rikke Drustrup, om ”nedrivningssymbiosen” i Thy.

Med hjælp fra CLS har Thy-symbiosen regnet på en forretningsmodel, som ud over at gavne miljøet også giver noget på bundlinjen. Det kan koste op mod 800 kr. per ton at aflevere byggematerialer til deponi eller forbrænding. Samtidig er priserne på brugte byggematerialer steget markant, og der er især god økonomi i at genanvende træ og gips.

– For eksempel vil ét læs gamle gipsplader på 25 ton, som entreprenørerne tilsammen forventer at kunne levere ét af om måneden, give en nettofortjeneste på 18.000 kr. til fællesskabet. Altså en merindtjening på 216.000 kr. om året, forklarer seniorkonsulent Palle Skyum om regnestykket.

GRØN (Grønne Ressource-Økosystemer Nordjylland)

GRØN har til formål at forbedre konkurrenceevnen blandt SMV’er i Nordjylland ved at sikre ressource- og energibesparelser gennem industriel symbiose. Målet er udvikle over 50 grønne forretningsmodeller gennem 28 symbioser, som sikrer markante energi- og ressourcebesparelser i Region Nordjylland.

Projektet startede i 2020 med cirka 7,7 mio. kr. i støtte fra EU’s Regionalfond.

Operatør er Center for Logistik og Samarbejde i partnerskab med Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Nordjylland (NBEN), Port of Aalborg, Aalborg Universitet, Hydrogen Valley og en række kommuner og erhvervscentre i Thisted, Vesthimmerland, Mariagerfjord, Hjørring og Morsø kommuner.

Hvis alle 28 symbioser implementeres, kan CO2-belastningen reduceres med cirka 35.000 ton CO2-ækvivalenter om året, og der kan spares mindst cirka 4.500 ton materialer og ca. 271.000 GJ energi om året i Nordjylland.

Kilde: Erhvervsstyrelsen

Ikke til at komme udenom

Fra de fire virksomheder ser man også symbioser som vejen frem:, hvis der skal skabes mere grøn forretning.

- Det er jo fedt nok at være grønnere, men vi tror også, at der i fremtiden bliver stillet krav om mere genanvendelse i bygge- og anlægsbranchen. Så det grønne er ikke til at komme udenom i vores branche, vurderer direktør Søren Immersen, Aarup Kloak og Entreprenør.

Som SMV kan det være vanskeligt at navigere i den grønne omstilling. Fire ud af seks SMV’er svarede, at der er brug for mere rådgivning om grøn omstilling, da Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses virksomhedspanel i begyndelsen af 2022 spurgte til det. 

Fælles for de fire og andre virksomheder i berøring med GRØN-projektet er mere facilitering og vejledning, hvis tanker om grøn omstilling skal blive til nye forretningsmodeller.

- Vi er begravet i drift og kunder i bygge- og anlægsbranchen, og vi har nok en tendens til at glemme udvikling. Mange af os har heller ikke arbejdet med grøn omstilling på denne måde før. Derfor er det vigtigt med en tovholder som GRØN, der rådgiver og motiverer os til at arbejde med tingene, lyder det fra Simon Olsen, direktør i Koldby Entreprenøren.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094