Fagbevægelsen vil have trepartsmøde om afskaffelse af helligdag
Der er tale om et "uhørt indgreb i overenskomsterne", hvis regeringen uden om lønmodtagere og arbejdsgivere beslutter at afskaffe en helligdag såsom store bededag.
Det skriver formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, i en kronik, der er udsendt på organisationens hjemmeside og på netmediet Altinget.
I stedet opfordrer hun til, at regeringen indkalder arbejdsmarkedets parter til en trepartsforhandling.
- Regeringen bryder helt uden grund den balance på arbejdsmarkedet, som vi har været enige om i en menneskealder, og som har været forudsætningen for et stabilt og konkurrencedygtigt velfærdssamfund, skriver hun.
Regeringen har så sent som torsdag afvist, at den blander sig i arbejdsmarkedsvilkår ved forvandle en fridag til en arbejdsdag.
Indtil videre har regeringen, der har flertal i Folketinget, nævnt i sit regeringsgrundlag og senere i statsministerens nytårstale, at den vil afskaffe en helligdag - formentligt store bededag.
Helligdage bestemmes ved lov, og regeringen mener derfor, at det udelukkende er et politisk spørgsmål.
Der er ikke fremsat noget lovforslag, så ingen ved præcis, hvad regeringen vil. I denne uge er lønmodtagere og arbejdsgivere ellers begyndt at forhandle om en overenskomst, der skal erstatte den, der udløber 1. marts.
Begge parter har givet udtryk for, at de afventer, præcis hvad de har med at gøre.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) gav torsdag udtryk for, at det bliver arbejdsgiverne, der kommer til at betale for eventuelle ekstra arbejdstimer.
Da de forhandlere, der skal lande en aftale på industriens område, onsdag holdt et fælles pressemøde, var der fra begge sider også skuffede toner over mængden af politisk indblanding i forhold på arbejdsmarkedet.
Formand for CO-Industri og Dansk Metal Claus Jensen erkendte blankt, at både arbejdsgiver og lønmodtagere ikke har været gode nok til at bede politikerne om at blande sig uden om arbejdsvilkår.
- Det har vi helt åbenlyst ikke. Vi har helt åbenlyst nogle politikere, der fuldstændig har disrespekt for den danske aftalemodel, sagde han onsdag.
Også Dansk Industris viceadministrerende direkte, Kim Graugaard, gav udtryk for, at parterne muligvis ikke har forsvaret den danske aftalemodel tilstrækkeligt imod politisk indblanding:
- Det kan man diskutere. Det kan man også sige, at det har vi måske ikke. Eksempelvis synes vi ikke, at det var særlig rart, at man lige pludselig under valgkampen skulle til at diskutere særlige lønløft til bestemte offentlige grupper, sagde han.
/ritzau/