23948sdkhjf

Utzon(x) henter verdensnavne til Aalborg

I løbet af efteråret besøger en betydningsfuld kvartet indenfor ingeniørkunst og arkitektur Aalborg, når den nye forelæsningsrække Utzon(x) skydes i gang.
Hvilke idealer og koncepter er der brug for, når verden ændres med rivende fart, og teknologi, økonomi og demografi konstant udvikles og stiller nye krav til det at konstruere bygningen og byen eller designet?

Disse spørgsmål skal en forelæsningsrække forsøge at besvare, når en betydningsfuld kvartet indenfor ingeniørkunst og arkitektur besøger Aalborg i løbet af efteråret.

Forelæsningsrækken Utzon(x) er et samarbejde mellem Aalborg Universitets Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi og Utzon Center, der stiller skarpt på de nyeste metoder og teorier, der findes i mødet mellem ingeniøren og arkitekten.

- Med (x) i forelæsningsrækkens titel søger vi at finde det særlige, særegne og inspirerende, som Jørn Utzon kunne, når han skabte sin arkitektur. Men x’et er også det ubekendte i ligningen, det som opstår, når vi arbejder interdisciplinært i snitfladen mellem ingeniørkunsten og arkitekturen, forklarer lektor Lasse Andersson, der er koordinator for Utzon(x) forelæsningerne.

Fire foredrag i rækken
Onsdag den 17. oktober forelæser Matthias Kohler, professor ETH Zürich og partner i tegnestuen Gramzio and Kohler i Zürich om nye metoder og produktionsformer under titlen ”Digital Materiality in Architecture”.

Tirsdag den 30. oktober forelæser Ryota Kidokoro, associate engineer ved ARUP Tokyo om emnet computational design med titlen ”Capture and Catapult”.

Fredag den 23. november kommer det unge designkollektiv DING3000 fra Stuttgart og forelæser om rejsen fra nyuddannede designingeniører til succesfuld designvirksomhed med forelæsningstitlen ”Thoughts on Things”.

Utzon(x) forelæsningerne afsluttes den 3. december med forelæsningen ”Standards and Ideals, models for urban housing” af professor Dick van Gameren fra det tekniske universitet TU Delft og arkitektfirmaet Dick van Gameren architecten i Amsterdam.

- Samlet set er det et meget ambitiøst program, som giver de studerende nye faglige helte og forskerne nyt input til arbejdet med at opbygge Nordens bedste miljø indenfor integreret design, lige der hvor ingeniøren og arkitekten mødes om at konstruerer form og rum, udtaler ph.d.-studerende Isak Worre Foged, som har været med til at sammensætte programmet i Utzon(x) forelæsningerne.

Alle forelæsninger foregår på engelsk og er åbne for alle. De finder sted i det Obelske Auditorium på Utzon Center i Aalborg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081