Miljøhensyn dumper Næstveds planer om ny havn
Det kan blive svært for Næstved Havn at tage det næste skridt i en modernisering efter en rapport fra Cowi har vendt tommelen nedad til havnens planer om en ny placering. Det fortæller TV2 Øst ifølge Licitationens søstermedie Søfart.
Ifølge rapporten er det naturen, der er i vejen for havnens planer om ny placering. Dels er der tale om et beskyttet Natura2000-område og så er der risiko for vandkvaliteten i Karrebæksminde Fjord.
- Vores rapport konkluderer sådan set, at i hele Karrebæks Fjord tror vi ikke, der kan komme en erhvervshavn, siger Jens Fuglsang Back, der er chef for Center for Plan og Miljø i Næstved Kommune til tv-stationen.
Rapportens konklusion ærgrer formanden for bestyrelsen i Næstved Havn, Torben Johansen (K), der dog vil nærlæse rapporten og trykprøve de forskellige kritikpunkter.