Næstved vælger bygherre til 150 boliger
Det bliver ejendomsudvikleren Maycon A/S, som skal forestå bebyggelsen af tre store parceller i Stenlængeområdet i den nordøstlige del af Næstved og dermed stå for udviklingen af arealer til et nyt boligområde.
I alt er der plads til 130 – 150 lejeboliger, som opføres i variationer og størrelser, som passer til alle generationer, skriver Maycon i en pressemeddelelse.
Anders Mayland, direktør hos Maycon, oplyser, at selskabets team og deres rådgivere hurtigst muligt går i gang med at udarbejde et endeligt projekt, hvor der blandt andet tages højde for håndteringen af regnvand og en kvalificering af bebyggelsesvariation af de tre store parceller.
Ifølge teknisk direktør i Maycon, Jackie T. Hansen, er der fokus på lavt energiforbrug og materialer med høj genanvendelighed. Derudover lægges der specifikt i projektet i Stenlængeområdet vægt på, at hele projektet med de i alt 10.750 etagemeter boligbyggeri, skal fremstå som et varieret byggeri, der passer til generationer i forskellige livsfaser.
– Vi anvender et fast velafprøvet materialekoncept for vores boliger og udearealer, der er tilpasset nærområdets bygningstypologier og de landskabelige træk i den kommune vi bygger, siger Jackie T. Hansen.
Boligerne bliver i størrelser med to-, tre- og fire rum på henholdsvis cirka 55 kvm, 65 kvm, 85 kvm og 95 kvm, der fordeles ud over de respektive storparceller.
I nord, mod Stenlængegårdsvej på parcel 2.1 og 2.2, bygges etageboliger i tre etager som altangangshuse. Altangangene udformes med altanudposninger mod syd, så beboerne har mulighed for møblerbart udeophold. Den øvrig bebyggelse udgøres af rækkehuse i to plan med boligterrasser i terræn og franske altaner på etagerne. Således har alle boligerne enten egen terrasse eller altan med et lille område med udeophold.
På de grønne fællesarealer opføres orangeri, som beboerne kan benytte som fælles mødested.