Bygma Frederiksværk sætter gammel kending i direktørstolen
Martin Nommesens har ikke haft behov for at indtaste lokationen i sin gps, da han tidligere på dagen mødte op til sin første dag som direktør i Bygma Frederiksværk. Udover at han tidligere har fungeret som salgschef i netop denne Bygma-afdeling, drev han også tidligere sammen med sin bror Halsnæs Tømmerhandel på samme adresse. Halsnæs Tømmerhandel blev i 2016 overtaget af Bygma og – efter en større ombygning – blev til Bygma Frederiksværk.
Begejstret for at være tiltage i folden
Martin Nommesen udtrykker i den medfølgende pressemeddelelse en store glæde for at genoptage relationen og samarbejdet til både medarbejdere og kunder.
- Bygma Frederiksværk er en utroligt veldrevet forretning, der har udviklet sig meget de seneste år. Der er stort fokus på håndværker-segmentet, selvom private kunder selvfølgelig også er velkomne” udtaler han.
Da Martin Nommesen og brorens tømmerhandel blev opkøbt, trådte han ind som salgschef i Bygma Frederiksværk, hvilket han forblev de næste tre år, indtil at ambitionerne for noget større førte ham videre til en stilling som direktør for en trælast i nærliggende Fredensborg. Efter et par år i den direktørstol, vender Martin Nommesen altså nu tilbage i folden hos Bygma i samme stilling.
De tre f’er
Martin Nommesen fortæller, at han vil gøre sit for at fortsætte den gode udvikling. Det skal blandt andet ske ved et fokus på, hvad han kalder de tre f’er: faglighed, fleksibilitet og fed stemning. Det skal sikre godt humør og trivsel blandt medarbejderne i Bygma Frederiksværk, hvilket han ser som essentielt for at drive en god forretning.
- Når medarbejderne trives, smitter det af på kunderne; jeg ønsker at folk skal føle sig godt tilpas, når de handler hos os.