23948sdkhjf

CG Jensen slår bro på Aahus’ bynære havnearealer

Knap når CG Jensens folk at hoppe ind i 2023, før arbejdet kalder på bydelen Aarhus Ø på de tidligere havnearealer i Smilets By.

Her skal entreprenørfirmaet foretage kanaludgravning og montage af tre broer ved Pier 4 for Aarhus Kommune.

Arbejdet er en hovedentreprise, der blandt andet omfatter fundering, jord-, beton-, stål- og træarbejder samt overfladebehandling. Kort sagt et parløb mellem Division Anlæg Vest og Division Stål, oplyser CG Jensen på sin hjemmeside.

Opgaven består i at grave ud i kanalerne, så vandet kan blive lukket ind. Den eksisterende spuns fungerer dermed som støtte i udgravningsfasen. Udgravet forurenet jord bliver kørt til kartering, en undersøgelse af forureningsgraden. Den øvrig jord havner i Bassin 7.

2. 200 meter tømmer

I udgravningen monterer Division Vest cirka 350 styk aluminiumsanoder på spunsen, ligesom 350 andre anoder bliver monteret ved havnebadet. Desuden monterer CG Jensen 2.200 meter fendertømmer i azobé. Uden nogen form for behandling kan det modstå pæleorm og andre skadedyr, der lever i vandet.

De tre 20 meter lange stålbroer, der også bliver beklædt med azobé, bliver samlet og monteret fortløbende. Idet der graves vådt, er det ikke muligt at montere broerne efterfølgende.

– Vi har rigtig god erfaring med den slags arbejde. Processerne fra Enghave Brygge (i Københavns Sydhavn, red.) ligner meget dem, vi skal gennemgå her, og vi har dem i frisk erindring, siger Hussein Al-Nema, projektleder i Division Stål, i pressemeddelelsen.

Under hver af de tre broer støber Anlæg Vest brovederlag, som broen kan hvile på i hver ende.

Den første bro bliver monteret allerede i slutningen af januar, de to sidste i april måned.

CG Jensen forventer at overdrage de færdige arbejder planmæssigt i midten af august 2023.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094