Gentænker metrostationer i klimavenlig form – her er vinderen
Opdatering 01.12.2022: Illustrationer fra Jaja Architects samt Effekt ændret.
Hvis I skulle nytænke arkitekturen på Metroens underjordiske stationer i et klimavenligt perspektiv - hvordan skulle det så se ud?
Det spørgsmål stillede Metroselskabet fire arkitektfirmaer i form af idékonkurrencen ”Fremtidens arkitektoniske udtryk i en mere klimavenlig metro”. Opgaven var at gentænke en metrostation med klimavenlighed i anlægs- og driftsfasen samt oplevelsen af tryghed og et effektivt passagerflow som de centrale hensyn.
Og det blev Jaja Architects, der løb med prisen, oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.
De fire virksomheder i arkitektkonkurrencen var Jaja Architects, 3XN/GXN, Effekt Architects og Snøhetta.
I vurderingen af vinderforslaget peger dommerpanel i konkurrencen blandt andet på, at forslaget introducerer en ny æstetik for stationerne, hvor bæredygtighed er et bærende design-element i sig selv. Blandt andet udmærker forslaget sig ved et højt potentiale for CO2-reduktion i anlægsfasen ved for eksempel at reducere materialer til vægbeklædning, at introducere en “Metroflise”, som er produceret ved hjælp af bioteknologi, samt at udvikle støbeforme til betonkonstruktioner, der kan genbruges og indgå som en del af stationsrummets arkitektur.– Vores forslag er et udtryk for den holistiske tilgang til bæredygtighed i byggeriet, som vi forsøger at fremme i alle vores projekter og samarbejder, siger Kathrin Susanna Gimmel, partner og arkitekt i Jaja Architects, og uddyber:
– Enkeltdelene er altid en del af et større billede, og vi skal arbejde i alle skalaer og på alle niveauer, hvis vi skal i mål. Det handler om at gøre så lidt som muligt og i stedet få mest muligt ud af det, som er.
Om ”Fremtidens arkitektoniske udtryk i en mere klimavenlig metro”
- Metroselskabets konkurrenceform giver selskabet mulighed for at arbejde videre med alle fire deltageres forslag i fremtidigt arbejde med æstetik og bæredygtighed ved design af publikumsvendte overflader på fremtidige metrostationer.
- Undervejs i konkurrencen har deltagerne blandt andet skulle gøre rede for deres arbejde med Metroselskabets klimaberegningsmodel, så alle forslag kan være med til at nedbringe klimaaftrykket i fremtidigt byggeri og drift og bidrage til at skabe en mere bæredygtig by.
- Det faglige dommerpanel bestod blandt andet af specialister fra Metroselskabet med rådgivning fra to eksterne fagdommere Jan Schipull Kauschen, Arkitekt MAA, Tegnestuen Vandkunsten og Signe Kongebro, Arkitekt MAA, Henning Larsen Architects.
De fire deltageres forslag er blevet vurderet ud fra konkurrenceprogrammets opstillede kriterier:
- At forslagets æstetik og arkitektoniske kvalitet opleves som trygt og imødekommende på alle tider af døgnet
- At forslagets æstetik og arkitektoniske kvalitet viser en ny tilgang til Københavns Metro og at forslaget samtidig imødekommer ønsket om en overordnet fælles design identitet med de eksisterende metrostationer
- At forslaget understøtter et overskuelig, enkelt og forståeligt flow på stationen
- Reduktion af CO2- aftrykket fra materialerne på stationens overflade ift. baseline i et livscyklusperspektiv over hele stationens designlevetid
Kilde: Metroselskabet
Halvering af Metroens klimaaftryk
Idékonkurrencen er en del af Metroselskabets Innovationsprogram, der gennem en række projekter løbende skal reducere selskabets klimaaftryk.
– Vi har en klar ambition om, at klimaaftrykket fra anlæg af nye metroprojekter skal halveres i forhold til den nuværende metro – og vi kigger derfor på alle muligheder for at nå målet. I denne idékonkurrence har vi fået præsenteret fire nytænkende forslag, og vi vil tage ideer fra alle fire forslag med i vores videre arbejde, siger Carsten Riis, adm. direktør i Metroselskabet, i pressemeddelelsen.