PMH Plast arbejder på bæredygtig plast til byggeriet
På sit produktionsanlæg på et tidligere teglværk uden for Hillerød producerer PMH Plast plastprodukter, blandt andet til bygge- og betonindustrien. I tæt samarbejde med kunden udvikles de enkelte produkter som afstandsrør og faslister til støbning af beton, og det sker med stort fokus på bæredygtighed.
"Op til 90 procent af det, vi leverer til byggebranchen, er i genbrugsplast. Vi vil gerne arbejde hen mod en højere bæredygtighed i vores produkter, og på den måde være med til at få en højere bæredygtighed i byggeriet", fortæller direktør og ejer af PMH Plast, Peter Michael Haugvik.
Virksomheden er godt på vej og har netop afsluttet projektet ”Klimaklar Produktionsvirksomhed” og fået lavet sit første klimaregnskab. Klimaklar Produktionsvirksomhed er et samarbejde mellem Dansk Industri og Industriens Fond, og formålet er at klæde danske produktionsvirksomheder på til at beregne sin CO2-udledning og sætte reduktionsmål.
"Der er jo flere og flere krav til høj bæredygtighed i blandt andet byggeriet, og entreprenørerne skal have overblik over CO2-udledningen fra hele værdikæden. Nu ved vi, hvad klimaaftrykket fra vores produktion er, og med det som fundament, arbejder vi målrettet på at reducere det. Det betyder også en reduktion i klimabelastningen i vores kunders produkter og i sidste ende i byggeriet", siger Peter Michael Haugvik.
Et af de skridt PMH Plast har taget udelukkende at købe certificeret grøn strøm fra vindmøller. Desuden overvejer virksomheden løbende, om det er muligt at reducere transporten af produkterne ved at opsøge underleverandører tættere på fabrikken i Hillerød og søsterfabrikken i Glim ved Roskilde.
"Vi tænker bæredygtighed ind alle de steder, det er muligt. Vi er stolte over den høje andel genanvendt plast i vores produkter, og med vores klimaregnskab har vi også taget første skridt på vejen til, at vi på sigt kan dokumentere produkternes klimaaftryk", siger Peter Michael Haugvik.