God start for de første 0-Energi boliger
De første beboere er nu flyttet ind i Energi-0 boligerne i Parkbohusene i Taastrup, det første almennyttige boligbyggeri opført efter Lejerbos Energi-0 koncept.
Lav varmeregning og et optimalt indeklima er nogle af fordelene for familien Taskin, der i juni 2012 flyttede ind i en af de nye lavenergiboliger i Parkbohusene i Taastrup.
Boligerne var længe ventet af Høje-Taastrup Kommune som på forhånd havde visiteret boligerne til de beboere, som nu drager fordel af Energi-0 konceptet.
Det månedlige varmeforbrug i Parkbohusene forventes at være lavt, så forbrugsudgifterne stort set kun omfatter beboernes private elforbrug. Indeklimaet er desuden i top, da boligerne er forsynet med mekanisk ventilation.
Tæt samarbejde med kommunen
Det almennyttige boligselskab Lejerbo har i alt syv boligafdelinger og 623 boliger i Høje-Taastrup og derfor et tæt samarbejde med Høje-Taastrup Kommune.
- Høje-Taastrup Kommune er klimakommune med en meget stram energipolitik, og da de stod med et behov for nye handicapvenlige boliger, var det en oplagt mulighed for os at prøve vores Energi-0 koncept af. Vi er meget stolte af og glade for de nye boliger, som også har vakt begejstring hos vores lejere, fortæller projektleder og arkitekt Per Rosbjørn Jensen fra Lejerbo.
De seks huse er hver især på 110 m² og fordeler sig på tre dobbelthuse opført med det nye bærende RockShell vægsystem, hvor isoleringen er kernen i bygningernes ydervægge. Systemet, som var med til at gøre Energi-0 boligerne rentable, blev lanceret af Rockwool-koncernen i slutningen af 2011 som en innovativ løsning til at opføre lavenergibygninger.
Om Energi-0 konceptet
Lejerbos Energi-0 koncept er udviklet af boligselskabet i samarbejde med arkitekterne Vilhelm Lauritzen A/S og ingeniørfirmaet Orbicon A/S. Konceptet sætter rammerne for, hvordan der opnås lavenergi uden at gå på kompromis med det arkitektoniske udtryk.
Parkbohusene, der blev udført i totalentreprise af C G Jensen, er færdigprojekteret af Bjerg Arkitektur a/s, Søren B. Nielsen og Brandt Landskab ud fra de overordnede rammer.