23948sdkhjf

Ekstra millioner sikrer omfanget af renovering i Nakskov

Renoveringen og udviklingen af Havnebygningen og Honnørkaj i Nakskov har været udfordret økonomisk.

Beslutningen om renoveringen blev truffet i 2020, hvor der blev afsat 30,7 mio. kr. Siden har blandt andet materialepriser været kraftigt stigende, og det har – som så mange andre steder – udfordret projektet.

Nu sikrer ekstra støttekroner ambitionerne om at gøre kaj og bygning til et for borgerne i byen.

– Uden bevillingen havde vi nok været nødt til at reducere projektet Programdirektør i Nakskov 2030, Tim Jeppesen

A.P. Møller Fonden har således bevilget et ekstra beløb på 7,2 mio. kr., netop på grund af de ekstraordinære prisstigninger.

Det oplyser Lolland Kommune i en pressemeddelelse.

– Uden bevillingen havde vi nok været nødt til at reducere projektet, og vi havde ikke kunnet realisere det spændende hus, parterne i Nakskov 2030 oprindeligt er blevet enige om, udtaler programdirektør i Nakskov 2030 Tim Jeppesen, i pressemeddelelsen.

Ønsker opfyldt i Havnebygning 

Partnerne i Nakskov 2030 har desuden besluttet at omprioritere 5 mio. kr., som var sat af til Byens Hotel, så de nu er til rådighed for projektet på havnen.

Ideen med Byens Hotel var at give tilskud til, at en privat aktør kunne etablere et nyt hotel på den betingelse, at hotellet skulle række ud i lokalsamfundet og tilbyde sig som et nyt mødested i Nakskov. Hotellet skulle tilbyde et fælles rum for byen med offentlige funktioner og muligheder for at mødes, afholde fællesspisninger, lokale arrangementer og lignende. Der skulle derfor være café eller restaurant, mødefaciliteter, hyggeområde mv.

– Med Gustav von Rosens beslutning om at lave hotel i Toldboden og aftalen om at lave en tæt integration mellem hotel og Havnebygning, bliver mange af tankerne med Byens Hotel nu faktisk realiseret i Havnebygningen. Derfor giver det god mening, at Nakskov 2030 koncentrerer ressourcerne i Havnebygningen, siger Tim Jeppesen.

Med den forøgede bevilling er den samlede bevilling fra A.P. Møller Fonden nu på 37,9 mio. kr., og med omprioriteringen af de på 5 mio. kr. er den samlede byggesum for Havnebygningen og Honnørkaj nu på 42,9 mio. kr. 

Ombygningsplaner og tidsplan forventes offentliggjort i december 2022.

Valgte "Alle tiders havn" sidste år

Mens beslutningen om renoveringen på havnen blev truffet i 2020, kom der først navn på - og dermed mere konkrete rammer for - udviklingen i foråret 2021. 

Erik Brandt Dam Arkitekter med underrådgivere Lenschow & Pihlmann og professor Martin Zerlangs blev udpeget som vinder af arkitektkonkurrencen for Nakskov Havn med arkitektforslaget ’Alle tiders havn’.

Vinderforslaget udstikker rammer for, hvordan Havnebygningen på Honnørkaj i Nakskov og kajen selv kan renoveres og udvikles, så de i fremtiden kan være et mødested for byens borgere.

Nakskov 2030

Nakskov 2030 gennemføres i et partnerskab bestående af Lolland Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og foreningen Realdania.

Målet er en langsigtet positiv udvikling i Nakskov, som skal være en levende og attraktiv by for både borgere, besøgende og erhvervsdrivende og en stærk hovedby for hele Lolland. Initiativet bygger på analyser og på udviklings- og investeringsplanen ’Nakskov 2030’, som er vedtaget i Lolland Kommune i 2019.

Nakskov 2030 koncentrerer udviklingen tre steder: I bymidten, på havnen og omkring Hestehoved og fjorden. Her skal en række konkrete projekter tilsammen skabe bedre byrum og nye oplevelser med udgangspunkt i områdets særlige kvaliteter: Den historiske bymidte, den rå industrihavn og den trygge og rolige Nakskov Fjord.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086