Benée Huse godt på vej ud af krisen
Et positivt 2011 er fulgt op med et 2012, der salgsmæssigt tegner til at blive klart bedre.
- Frem til krisen var vi vokset til en kapacitet på cirka 30 huse. Da markedet derefter forsvandt, måtte vi bruge en masse ressourcer på at drosle ned igen. Nu har vi bygget firmaet op til et niveau, der svarer til markedet. Vi kan håndtere den samme mængde huse som i 2007, og vi er kommet godt igennem krisen og har netop fået en AAA-vurdering, siger direktør Klaus Benée.
Travlt i produktionen
Den bankuddannede direktør startede selv virksomheden op i 2006 sammen med sin kone. Forinden havde han været ansat i Frydkær Huse gennem 17 år; i den sidste tid som medejer og partner med ansvar for 300 huse årligt.
- Det startede med, at vi rykkede en annonce i avisen lige før sommerferien, og kort tid efter havde han solgt det første hus. Det var jo i 2006, hvor folk i høj grad var klar på at bygge noget nyt. Herefter solgte vi et hus om måneden resten af året, og så gik det ellers løs i 2007, husker Klaus Benée om tiden, hvor byggebranchen nærmest kunne gå på vandet.
Efter nogle hårde år er han og resten af den 11 mand store medarbejderstab for alvor på vej ud af krisen. Selvom 2012 blev indledt med nogle stille måneder, har Benée Huse siden fået godt gang i salget, og Klaus Benée forventer, at året slutter med et resultat, der som minimum er på niveau med 2011-overskuddet på 1,5 mio. kr.
- Vi har haft rigtigt travlt i vores produktion. Hen over sommeren har vi oplevet en helt utrolig interesse og solgt rigtigt godt med huse. Derfor er vi nu ved at indhente det tabte fra de første kolde måneder i året. Jeg forventer, at vi får et 2012, som indtjeningsmæssigt ligger på niveau med 2011, eller lidt bedre. Salgsmæssigt vil 2012 være noget bedre, men det varer lidt, inden der kommer kroner i kassen, siger han.
Individuelle huse
Benée Huse har en målsætning om at bygge cirka 30 enfamiliehuse årligt plus noget tæt-lav bebyggelse. Alle huse opføres individuelt, og cirka halvdelen er efter 2015-standard.
I Aarhus Kommune skal man som minimum bygge efter 2015, og det betyder, at mange har været tvunget til det – men der er også mange der har lyst til det, fortæller Klaus Benée, som kort før sommerferien blev færdig med at bygge et prøvehus, der er opført i henhold til energi- og indeklimakravene i BR2020.
- En gang om året bygger vi et hus til udstilling. Ellers skal alle huse være individuelt opført. Det gælder for så vidt også i prøvehuset. Min kone og jeg har deltaget i valg af alle materialer og opfatter det næsten som vores eget hus. Hvis man bare bygger et standardhus, risikerer man at glemme en masse detaljer, og når alt kommer til alt, så koster det os faktisk ikke ret meget mere at bygge individuelt, fordi alle konstruktioner er kendte i forvejen, forklarer han.
Faste samarbejdspartnere
2020-huset er bygget i et område med udstillingshuse Hinnerup nord for Aarhus sammen med to af Benée Huses faste rådgivere; arkitektfirmaet Luplau & Poulsen og ingeniørfirmaet Triconsult. Klaus Benée har sit eget tømrersjak, men ellers trækker firmaet på en række faste eksterne kræfter, når husene skal bygges.
- Det koster selvfølgelig nogle penge at have underentreprenører og eksterne arkitekter. Men det er et bevidst valg. Først og fremmest fordi vi ikke vil stå i en situation, hvor vi har medarbejdere, der går i tomgang. Men for arkitekterne gælder også, at det er vigtigt med inspiration udefra. Ellers risikerer du at have de samme typer af huse i årevis, slutter Klaus Benée.