Vinder hundredvis af boliger og institutioner i Hamborg
Arkitektkontoret Werks konkurrenceforslag til det nye boligområde ”Det Grønne Hjerte” i Hamborg-Wandsbek er valgt som vinder, og dermed starter realiseringen af det store byudviklingsprojekt i Hamborg.
Det skriver arkitektfirmaet med base i København i en pressemeddelelse.
Projektet tæller mere end 430 leje- og almene boliger, en børnehave og et familiecenter i det nye kvarter.
Visionen med det nye boligområde er ifølge Werk at skabe et biodiverst og attraktivt kvarter, som samler og danner ramme omkring et trygt hverdagsliv, hvor de bæredygtige fællesskaber og gode naboskaber er omdrejningspunktet.
– Det særlige ved vores "Grønne Hjerte" er netop de enestående boligforhold: Boliger med privat have eller altan og økonomisk tilgængelige penthouses. Kombinationen af leje- og almene boliger med aktive stueetager og børnehaven giver et mangfoldigt og levende kvarter, hvor livet og fællesskabet kan blomstre i trygge rammer, på tværs af forskelligheder, forklarer kreativ direktør hos Werk, Thomas Kock.
Torv bliver centralt
I "Det Grønne Hjerte" er der – som navnet antyder – lagt op til fællesskaber i grønne omgivelser. Et centralt beliggende torv fungerer som kvarterets hjerte, hvor naboer mødes og børn leger. En børnehave kommer også til at ligge her og vil støtte op omkring liv på torvet.
Tre byggerier og tre særlige gårdrum er individuelt indrettede med forskellig belægning og begrønning, der skal skabe variation i det samlede udtryk. De tre byggerier er strategisk placeret omkring det grønne torv og tegnet, så de ikke lukker sig omkring sig selv.
Forbindelserne igennem kvarteret skal sikre områdets flow – både omkring hvert byggeri og igennem det fælles torv.
Derudover sikres forbindelser til den omkringliggende storby med både gangstier, cykelstier og offentlig transport. De bløde trafikanter har første prioritet, hvorfor ’Det Grønne Hjerte’.