Hoffmann løfter tre centrale tal
Entreprenørvirksomheden Hoffmann løftede både top- og bundlinje og havde en noget tykkere ordrebog, da der blev gjort status på tredje kvartal 2022.
Det viser kvartalstal fra Glostrup-firmaets ejer, den norske Veidekke-koncern.
Sammenholder man juli-september i 2021 med 2022 voksede omsætningen med 9 pct. til 663 mio. norske kr., som svarer til 478 mio. kr. i dagens kurs.
Overskuddet før skat voksede ligeledes. 50 mio. norske kr. (36 mio. kr.) i tredje kvartal 2021 blev således til 53 mio. norske kr. (38 mio. kr.) i samme periode i år.
I kvartalsrapporten lyder det også, at "lønsomheden var stabil og stærk i hele projektporteføljen."
På ordrefronten skrev Hoffmann i perioden et projekt til 306 mio. norske kr. (220 mio. kr.) ved Fisketorvet i København i bogen. Hæver man blikket havde entreprenørfirmaet ordrer for 3,4 mia. norske kr. (2,45 mia. kr.) i bogen ved udgangen af september, hvilket var en stigning på 10 pct. sammenliget med situationen et år forinden.
Regnskabsår | Q3 2022 | Q3 2021 |
Valuta | Mio. NOK | Mio. NOK |
Omsætning | 663 | 622 |
Resultat før skat | 53 | 50 |
Overskudsgrad | 8,0 pct. | 8,0 pct. |
Ordreindgang | 898 | 278 |
Ordrebog | 3.367 | 2.947 |
Kilde: Veidekke |