Bygger verdens største anlæg af sin slags i Esbjerg
Energiselskabet A2X satser stort på den grønne omstilling i skibsfarten. Bag selskabet står tre esbjergvirksomheder: SubC Partner, Juel+Krøyer og HYTOR Group, der vil etablere et PtX-anlæg, der kan producere op imod 200.000 ton grøn metanol om året.
Det oplyser selskabet bag i en pressemeddelelse.
Den 15.000 kvm store metanol-fabrik kommer til at ligge i industrikvarteret i Måde bagved Energnists store affaldsforbrændingsanlæg. Grundlaget for produktionen er indfangning af cirka 230.000 ton CO2 produceret ved affaldsforbrænding.
- Ikke alene er dette projekt et skridt i den rigtige retning indenfor den grønne omstilling af den maritime transport, men viser også, at vi er i stand til at producere grønt brændstof på kommercielle vilkår, fortæller Rune Værndal, der som medejer i SubC Partner er partner i A2X i forbindelse med præsentationen af projektet.
Unik position mellem flere projekter
Anlægget binder flere større projekter i Esbjerg sammen. Således udnyttes den brint H2 Energy producerer i Esbjerg, sammen med CO2 fra det lokale affaldsforbrændingsanlæg, Energnist, til at producere eMetanol.
Esbjerg Havn spiller ligeledes en stor rolle, da havnen vil facilitere processen for distribution af eMetanolen.
- Med netop denne type grønt brændstof er omstilling af skibsfarten mulig om ganske kort tid, og det giver nogle unikke muligheder for Esbjerg Havns placering i det transeuropæiske rutenetværk. Det gør, at skibe kan bunker eMetanol i Esbjerg Havn, og danske virksomheder kan sende deres varer ud i verden uden klimaaftryk, påpeger Dennis Juhl Pedersen, direktør for Esbjerg Havn.
Efter planen skal det nye PtX-anlæg stå klar i 2025.