80 støttemillioner skal sikre plads til 100.000 unge
80 mio. kr. i form af en bevilling fra den A.P. Møllerske Støttefond skal give spejderhytter i hele landet et kvalitetsløft og inspirere lokale foreninger til at træffe bæredygtige valg, når der i de kommende år skal renoveres eller bygges nyt.
Og der kan tidsnok blive brug for tiltagene, skriver Det Danske Spejderkorps i en pressemeddelelse.
Rundt i landet står i omegnen af 2000 hytter, som hver uge samler godt 100.000 børn og unge, der er medlem af en lokal spejdergruppe eller FDF-kreds. Mange af hytterne er af ældre dato og skal i de kommende år enten renoveres eller skiftes ud.
I den ene del af projektet skal en arkitektkonkurrence komme med forslag til en bæredygtig spejderhytte af høj kvalitet, som rummer de mest nødvendige basisfunktioner og kan fungere som mødested og base for aktiviteterne i det fri. Den A.P. Møllerske Støttefond vil efterfølgende støtte opførelsen af hytter til cirka 25 udvalgte lokalforeninger, som udvælges på baggrund af ansøgninger.
I den anden del af projektet afsættes en pulje til renovering, som kan forlænge levetiden på eksisterende hytter. Også disse udvælges på baggrund af ansøgninger til Fonden.
– Vi er taknemlige for, at Den A.P. Møllerske Støttefond vil være med til at skabe nogle endnu bedre fysiske rammer for børn og unge i vores lokalforeninger. Spejderne og FDF oplever en stigende interesse for det aktive udendørsliv fra børn og unge, og projektet giver derfor en tiltrængt hånd til nogle af vores eksisterende spejderhytter, ligesom det sætter fokus på at skabe de ideelle rammer for vores 100.000 medlemmer, siger Kristine Clemmensen-Rotne, formand for Spejderne, i pressemeddelelsen.
Projektpartnere er Den A.P. Møllerske Støttefond, foreningen Spejderne og fem medlemskorps: Det Danske Spejderkorps (DDS), KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig samt Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF.