23948sdkhjf

Dissing+Weitling vinder stor international konkurrence

Trafikverket Stockholm har præsenteret danske Dissing+Weitling som vinder af konkurrencen om en ny bro over Skurusundet.
Ved et stort anlagt arrangement blev Dissing+Weitling Architects onsdag aften kåret som vinder af den internationale konkurrence om en meget omtalt ny bro over Skurusundet.

Projektet er forbundet med stor prestige og havde også stærke navne som BIG, Flint & Neill og Rambøll med i konkurrencefeltet. Dissing+Weitling havde satset på et på én gang enkelt og teknisk avanceret designforslag til den nye bro, der skal løse en uholdbar trafiksituation for de mere end 52.000 daglige pendlere til Stokholm.

Ikke råbe om kap med omgivelserne
Den nye bro skal dele sundet med den eksisterende Skurubro, der er en kopi af den oprindelige buebro fra 1914. Broen var dengang Nordeuropas største betonbro. Den tillægges stor kulturhistorisk og arkitektonisk værdi og har opnået ikonstatus blandt verdens broeksperter.

Samtidig indgår dens stærke, nærmest monumentale udtryk i en slående æstetisk samstemthed med skærgårdens klippeskråninger, høje træer og små huse. Og det er den kontekst, der har motiveret Dissing+Weitling til at udvikle det meget enkle og transparente visuelle udtryk.

- Designet skulle ikke råbe om kap med omgivelserne. I stedet forestillede vi os en bro der er helt stille og smuk og på lang afstand indgår som en elegant tilføjelse til den eksisterende bro og Skærgårdslandskabet, fortæller D+W-partner Steen Savery Trojaborg.

Intet andet end en bro
Arkitekterne udarbejdede derfor et forslag uden brotårne, kabler, skråstag eller udsigtsplatforme. Broen har en konstruktiv lethed med det slanke, aerodynamiske dæk i stål og er gjort så transparent som mulig ved blandt andet at placere bropillerne på linje med de eksisterende. På den måde relaterer den nye bro sig til den gamle uden at hindre udsigten til den.

Også i frøsperspektiv, som er den vinkel broen vil blive oplevet fra vandet og af beboerne på klippeskråningerne, har arkitekterne arbejdet med transparens. De har derfor valgt at dele den relativt brede brodrager i to halvdele for at skabe en lysspalte og et kig til himlen. En effekt der yderligere understreges af bropillens tvedeling i mødet med drageren.

Trafikpropper og voksende ulykkestal
I løbet af de 50 år der er gået siden den sidste version af broen blev bygget er trafikmængden øget markant.

Nacka og Värmdö kommuner, som er forbundet til Stokholm via Skurubroen, har en stærkt voksende befolkning og antallet af trafikanter overstiger efterhånden broens kapacitet med trafikpropper og voksende ulykkestal til følge.

Trafikverket har derfor planlagt en effektivproces for den nye bro med byggestart i 2013 og en opførelsestid på kun 3 år.

I den internationale superliga
Dissing+Weitling var arkitekter på Storebæltsbroen i 1988 og har siden været involveret i godt 300 broprojekter verden over. I dag er tegnestuen en del af den internationale superliga inden for design af infrastruktur.

Succesen skyldes ikke mindst, at den designfilosofi Dissing+Weitling har videreudviklet siden overtagelsen af Arne Jacobsens firma i 1971 har vist sig meget kompatibel med broernes komplekse strukturer. Blandt tegnestuens seneste projekter er Stonecutters Bridge i Hong Kong, New Forth Crossing i Scotland og herhjemmeBryggebroen og Åbuen i København.

Fakta
Brotype: 4-sporet vejbro
Opførelse: Påbegyndes 2013
Bygherre: Trafikverket Stockholm
Arkitekt: DISSING+WEITLING architects
Ingeniør: Leonhardt, Andrä und Partner, Tyskland og ELU Konsult, Sverige
Pris: 1. præmie i international konkurrence
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11