23948sdkhjf

Herning har Danmarks bedste erhvervsklima

Det er konklusionen på Dansk Industris undersøgelse af virksomhedernes tilfredshed med den kommunale service.
I DI’s undersøgelse Lokalt Erhvervsklima 2012 har mere end 5.100 virksomheder givet deres vurdering af kommunernes indsats over for blandt andet vejnettet, de lokale skatter og afgifter og den kommunale sagsbehandling.

Herning får førstepladsen i 2012 på grund af blandt andet et godt image hos erhvervslivet, som især er opnået gennem en god dialog med virksomhederne.

Herning har to år i træk indtaget andenpladsen i Lokalt Erhvervsklima. I 2010 og 2011 løb Ikast-Brande med æren, men må altså i år give den videre til nabokommunen – men opnår selv andenpladsen.

- Det er min oplevelse, at der er en helt grundlæggende forskel på mentaliteten og synet på erhvervslivet i kommunerne i det midtvestjyske sammenlignet med de fleste andre kommuner. I de midtjyske kommuner er der ingen skepsis over for de erhvervsdrivende. Det er en mærkesag for dem at yde de lokale virksomheder den bedste service, og her er man stolt af sine virksomheder, siger administrerende direktør Karsten Dybvad, DI.

Hver anden er utilfreds med erhvervsklimaet
Mange andre kommuner kan ifølge DI lære en hel del af Herning og Ikast-Brande. Herning har for eksempel forbedret indsatsen for at skaffe virksomhederne de kvalificerede medarbejdere, der er brug for. Og hele 84 procent af virksomhederne i Herning siger, at de vil anbefale andre virksomheder at slå sig ned i kommunen.

På landsplan er det dog kun godt halvdelen af virksomhederne, der er tilfredse med det lokale erhvervsklima ifølge DI’s undersøgelse.

- Havde en virksomhed fået lavet en tilfredshedsundersøgelse med kun 50 procent tilfredse kunder, så ville ledelsen have et alvorligt problem. Så jeg er ikke imponeret af denne del af undersøgelsens udfald, siger Karsten Dybvad.

Næsten hver femte virksomhed i DI-undersøgelsen fortæller, at de ikke er tilfredse med den service, kommunerne tilbyder virksomhederne. Og en tredjedel af virksomhederne mener ikke, at deres kommune har gjort noget for at øge servicen over for virksomhederne det seneste år.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få gang i økonomien igen. Og her spiller kommunerne en vigtig rolle i at få væksten og jobbene tilbage til Danmark. En god kommunal service over for erhvervslivet, der gør det lettere at drive virksomhed, vil bane vejen til nye arbejdspladser, siger Karsten Dybvad.

Kort om Lokalt Erhvervsklima 2012:
• 5.124 virksomheder har svaret på spørgsmål om deres tilfredshed med 22 forskellige kommunale indsatsområder.

• Som eksempler er virksomhederne blevet spurgt om deres tilfredshed med kommunens indsats for adgang til kvalificeret arbejdskraft i området, sagsbehandlingstider, de kommunale skatter, afgifter og gebyrer, kommunens brug af private leverandører, den fysiske planlægning, infrastruktur og transport.

• Desuden indgår i bedømmelsen 22 statistiske nøgletal, eksempelvis størrelsen af grundskyldspromillen, dækningsafgift, uddannelsesniveauet og nystartede virksomheder pr. indbygger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094