23948sdkhjf

MT Højgaard-selskab overdrager alle sine vvs-folk til Bravida

MTH-selskab overdrager alt VVS-arbejde: "Det er et stort skridt at lukke andre ind i vores produktion"

Scandi Byg i Løgstør har de senere år har haft svært ved at få nok faglærte VVS-medarbejdere. Derfor har modulproducenten nu indgået en ny rammeaftale med installationsfirmaet Bravida, som fremover skal stå for VVS-funktionen hos Scandi Byg.

– Hos Scandi Byg producerer vi modulbaserede løsninger på vores fabrik, hvilket inkluderer VVS og ventilationsløsninger. De seneste år har vi ligesom resten af byggebranchen fået sværere ved at skaffe nok faglærte til VVS-funktionen, og derfor begyndte vi at kigge imod samarbejdspartnere, som havde de rette kompetencer, siger produktionsdirektør hos Scandi Byg, Jesper Thomsen, i en pressemeddelelse om samarbejdet og fortsætter:

– Det er et stort skridt at lukke andre ind i vores produktion, men vi har tidligere samarbejdet med Bravida på forskellige opgaver, så de kender os og vores processer, samtidig med at vi kender Bravidas arbejdsmetoder.

Overtager hele VVS-funktionen

Konkret betyder rammeaftalen, at Bravida overtager hele VVS-funktionen hos Scandi Byg. De nuværende VVS-medarbejdere hos Scandi Byg overgår således til Bravida, som kommer til at varetage alt VVS-arbejde i Scandi Bygs modulbyggerier – både på fabrikken i Løgstør og på byggepladserne.

– Vi glæder os over, at Scandi Byg har valgt os til at overtage VVS-arbejdet i deres produktion og på deres byggepladser, blandt andet fordi virksomheden med deres svanemærkede modulbyggeri taler ind i Bravidas bæredygtighedsvision, siger Klaus Villefrance, der er regionsdirektør Nord hos Bravida.

Foruden flere, dygtige hænder til VVS-funktionen i Scandi Bygs produktion vil det nye samarbejde ifølge Jesper Thomsen ligeledes bidrage til en mere fleksibel byggeproces, da Bravida fremover kan indsætte VVS-medarbejdere i produktionen efter behov:

– Bravida har mange dygtige medarbejdere, som kan sikre, at vores totale omkostninger til VVS-arbejdet ikke stiger, og de kan træde til, hvis vi får ekstra travlt i perioder. På den måde skal vi ikke længere bekymre os, om vi har nok hænder i produktionen til at varetage VVS-funktionen, men derimod koncentrere os om vores kerneområde – nemlig at bygge bæredygtige, gode og sunde kvalitetsbyggerier i træ, lyder det afsluttende fra Jesper Thomsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078