Nyt bolig- og erhvervsområde ved Skjern
12 nye ejendomme skal udgøre ’Brobyen’, et nyt kombineret bolig- og erhvervsområde ved Skjern Ådal lige syd for Skjern.
Det er da også en lettet bagmand, der nu kan komme videre med arbejdet omkring det kombinerede bolig og erhvervsområde efter, at lokalplanen har været undervejs i to år:
- Vi har ikke rigtigt kunne gøre noget før nu, så nu går vi i gang med at udstykke. Interessen for projektet er allerede stor, siger Gunnar Ørskov til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Han står sammen med Annie Ørskov bag planerne om ’Brobyen Skjern’.
Kombinerer bolig og erhverv i ét
Idéen er at skabe et spændende bo- og erhvervsområde ved Skjern Ådal. ’Brobyen Skjern’ omfatter 12 ejendomme, der får en bebyggelse på maks 600 m². På alle ejendommene indrettes både en bolig og et erhverv.
Idéen er, at det skal være et område, hvor folk både bor og driver en mindre virksomhed. Der søges desuden skabt et fællesskab bl.a. med etablering af et fælleshus.
Der ønskes skabt et attraktivt område, hvor husene indpasses nænsomt i naturen og terrænet, med udsigt over engarealet. Både områdets beskyttede natur, men også den øvrige natur, beplantning, træer mm. vil der blive værnet om ved projektets realisering.