Næstved vil i front med bæredygtigt byggeri
Næstved Kommune har søsat projektet ”Nybyggerne”, hvor en gruppe familier kan være med til at designe deres egne bæredygtige boliger.
Så kort kan man beskrive ambitionerne for det nye visionære boligbyggeri, der skal sættes i gang i Næstved. Næstved Kommune er primusmotor bag projektet, der skal være med til at sætte skub i udviklingen inden for bæredygtigt byggeri.
Nybyggerne adskiller sig fra andre ambitiøse bæredygtige byggerier ved, at det netop er helt ualmindelige huse til helt almindelige mennesker. Husene skal tegnes af en udvalgt arkitekt – og samtidig leve op til kriterierne i DGNB.
- Vi vil vise, at det er muligt at bygge huse, der lever op til fremtidens krav om sunde boliger med lavt energiforbrug – til en pris, som er på niveau med andre nybyggede huse. Ydermere skal husene udvikles i et samarbejde mellem arkitekter og de kommende boligejere, så de både bliver smukke og individuelt tilpasset familiernes behov, fortæller borgmester Carsten Rasmussen (S).
Familier søges
Processen betyder, at familierne får direkte medindflydelse ikke alene på arkitektur og indretning – men fx også på hvordan regnvand skal håndteres, hvor energiforsyningen skal komme fra, og hvordan man opnår det sundeste indeklima. Denne proces ledes af det nyoprettede Center for Bæredygtigt Byggeri i Næstved og vil forløbe i en serie af workshops henover vinteren 2012 og foråret 2013.
Som det første skal der rekrutteres familier til projektet – og derfor inviterer Næstved Kommune til en informationsdag lørdag den 25. august, kl. 10-13, hvor den udvalgte byggegrund vises frem, og en række eksperter samt borgmester Carsten Rasmussen præsenterer projektet.