Daugaard Pedersen bygger 1.000 m² i Kolding
I Kolding har Brdr. Daugaard Pedersen netop taget første spadestik til en ny, 1.000 m² produktionsbygning til JP Industri.
Det er Brdr. Daugaard Pedersen, der har entreprisen på den 1.000 m² store bygning. De har været med fra den spæde start og har spillet en vigtig rolle i hele planlægningsforløbet.
- Jeg har haft stor glæde af at have erfarne rådgivere med rundt om bordet. De har stor forretningsforståelse og en pragmatisk tilgang til iværksætteri, det har givet mig ro i maven hele vejen igennem, siger grundlægger af JP Industri, Jesper Petersen.
Plads til mere
Når byggeriet er færdigt og virksomheden en gang til januar 2013 slår dørene op til produktionsbygningen med tilhørende administration, får JP Industri ikke kun mere plads men også nye muligheder:
- Vi har længe haft udfordringer i det daglige i de nuværende lokaler på C.F. Tietgens Vej, da vi savner højde i produktionshallen og mulighed for at kunne klare tunge løft. Med den nye bygning får vi mulighed for serieproduktion med specielle krav, og vi får den plads, der er behov for til at gennemføre den fremtidige ordrebeholdning, siger Jesper Petersen.
Hans virksomhed har allerede sikret sig, at nabogrunden kan tages i brug til en fremtidig udvidelse af produktionsfaciliteterne.