Snedkerprisen fandt sine tre modtagere

Tre håndværkere blev i sidste uge belønnet med Københavns Snedkerlaugs Snedkerpris, der i år uddeltes for femte gang.
Det er første gang, prisen deles mellem tre modtagere, og prisen på 150.000 deles i år ligeligt imellem maskinsnedker Alberte B. Andersen, snedkermester Søren Risvang og billedskærer David Svane.

– Vi fandt hele tre værdige prisvindere, der passede perfekt til vores kriterier. Sammen tegner de et fint billede af bredden i dansk snedkerhåndværk, siger snedkermester Mads Raaschou, der også er formand for priskomitéen.
– Med Alberte, Søren og David har vi ungdom, vi har erfaring, vi har design, særlige kollegiale evner og vi har bevarelse af gamle teknikker, fortsætter han.

Da ansøgningsrunden tidligere på året åbnende, lød det fra Mads Raaschou, at der i år skule graves efter guld og bores efter diamanter. Priskomitéens ønske var at finde en snedker, arkitekt eller anden aktør, der arbejder med det fine, gamle håndværk på en ambitiøs og innovativ måde, men som måske ikke har fået den helt store opmærksomhed for det endnu.
Netop sådan en prismodtager fandt man altså hele tre af blandt de mange ansøgninger, og for hver enkelt har Københavns Snedkerlaug begrundet valget.
”Alberte er en ung, talentfuld maskinsnedker, der har imponeret priskomiteen med sin seriøsitet, dygtighed og stilsikkerhed,” skriver komiteen om Alberte Bisgaard Andersen, der står bag nystiftede Arboretum Design i Aalborg.
”Alle fag har en godfather – og i snedkerfaget hedder han Søren Risvang. Søren skal i år hædres for den positive rolle, han altid har spillet i vores fag med at forbinde unge og erfarne, undervisning og praksis,” skriver Snedkerlauget om Søren Risvang, der har snedkeri i Græsted.
”David trækker en smuk bue fra laugets tidlige år til år 2022 med sit imponerende træskærerarbejde på en af Børsens porte. David arbejder i hånden og bevarer på fineste vis fortiden i nutiden,” lyder det om, David Svane, der står bag Københavns Billedskærer Værksted på Frederiksberg.
