Skal betonprisen til Roskilde?
Rabalder Parken i Roskilde lå sidst i kampen om Bæredygtig Beton Prisen 2013. Så aktiverede de netværket og borgerne i Roskilde – det gav resultat.
Det er Rabalder Parken i Roskilde, der fører med 46 pct. foran Ungdomsboligerne på Aarhus Havn med 22 pct. I bunden ligger Siloetten i Løgten og Kompans hovedsæde ved Odense, der begge må nøjes med 16 pct. af stemmerne.
Appellerede til publikum
Alle danskere kan stemme om, hvem der skal modtage Bæredygtig Beton Prisen 2013. Og netop det benyttede Rabalder Parken sig af med en målrettet indsats for at fortælle om nomineringen af den kombinerede skater- og fritidspark, der samtidig fungerer som bassin til opsamling af store mængder regnvand.
- Vi er stolte af vores projekt og stolte over at være blevet nominerede, så vi aktiverede hele netværket omkring byggeriet med entreprenør, planlæggere, kommunens folk og så videre og sendte også pressemeddelelser ud, fortæller Lise Hammershøj, der er kommunikationsansvarlig for Rabalder Parken.
Helt i prisens ånd
Det gav resultat. Fra at have ligget alene i bunden væltede stemmerne ind til Rabalder Parken, der på få dage rykkede forbi alle de øvrige konkurrenter. Dansk Beton, der uddeler prisen, lykønsker Rabalder Parken med udviklingen:
- Bæredygtig Beton Prisen er en publikumspris, og jo flere man kan overbevise om sit projekt og få til at gå ind på hjemmesiden og stemme, des bedre chancer har man for at vinde. Så jeg kan kun opfordre de øvrige projekter til at følge Rabalder Parkens eksempel, siger René Kjærsgaard-Nielsen, formand for Dansk Beton. der er en brancheforening i Dansk Byggeri.
Også den nuværende nummer to – Ungdomsboligerne på Aarhus Havn – fik et lille løft, da ejeren, boligselskabet Ringgården, skrev om nomineringen i deres nyhedsbrev. Men altså ikke nok til at beholde den hidtidige plads i toppen.
På hjemmesiden danskbeton.dk kan man stemme på de fire byggerier og dermed deltage i lodtrækningen om et rejsegavekort til en værdi af 15.000 kr. Her kan man også følge udviklingen i stemmeafgivningen, der opdateres hver mandag.
Afstemningen løber frem til marts 2013, og det byggeri, der får flest stemmer, er vinder af Bæredygtig Beton Prisen 2013. Prisen uddeles på Bæredygtig Beton Konferencen, der afholdes den 19. marts 2013 på Kunstakademiets Arkitektskole i København.