Kommune jagter entreprenør til opførelse af ny kommunalbygning
Esbjerg Kommune er på udkig efter en hovedentreprenør til opførelsen af en ny kommunalbygning.
Helt præcist drejer det sig om et nyt hjemmeplejehus, der skal opføres i Esbjerg Nord i 2025.
Det fremgår af Projektagenten, Building Supplys søsterportal til overvågning af udbud og projekter.
Dette skal ske som en hovedentreprise i indbudt licitation, hvilket er en ændring fra den tidligere plan om at udbyde i fagentrepriser.
Selve opførelsen forventes at begynde i april i år. Den nye bygning skal opføres på det tidligere plejehjem Strandgårdens matrikel og skal efter planen blive et knudepunkt for hjemmeplejen i området.
Her har kommunen afsat knap 9,3 mio. kr. til henholdsvis anlæg og drift.
Beslutningen om projektet blev truffet i begyndelsen af februar 2024, hvor byrådet også frigav en projekteringsbevilling på 1,6 mio. kr.
Mens Esbjerg Kommune er bygherre, er Cowi også en del af projektet, hvor virksomheden både er totalrådgiver, arkitekt og ingeniør.
Projektet ventes at stå færdigt i andet kvartal af 2026, og det kan følges på Projektagenten, hvor der løbende vil komme opdateringer om byggeprocessen.