25 år – uden et eneste underskud
På Sjælland har LM Byg udviklet sig til lidt af en succeshistorie. Mens krisen har raset i byggebranchen, er det kun gået én vej – op!
LM Byg blev i 2008 overtaget af Carsten Mindegaard, og han har formået at videreføre faderens byggefirma med stor succes. På fire år er det lykkedes at tredoble medarbejderstaben, og flere steder på Sjælland har LM Byg igangsat store byggerier – senest Foss Innovationscenter i Hillerød til omkring 60 mio. kr.
LM Byg råder i dag over egen maskinpark og omsætter årligt i omegnen af 100 mio. kr. Virksomheden har kørt med overskud hvert år siden opstarten i 1987, og det flere gange resulteret i en AAA-vurdering. Ikke just hverdagskost i en branche, der har haft det svært under krisen.
Men hvad er årsagen til, at LM Byg oplever vækst og fremgang, mens den generelle udvikling i branchen går den anden vej? Carsten Mindegaard peger selv på to væsentlige faktorer; en indgående indsigt i virksomhedens særegne kultur samt ikke mindst en række stabile medarbejdere, som alle bidrager til virksomhedens succes:
- Jeg har arbejdet mig op fra bunden i LM Byg og har derfor forståelse for alles funktion samt hvor vigtigt det er, at vi alle spiller sammen. Jeg har forståelsen for hårdt arbejde og motivation med hjemmefra. Det tror jeg er nogle af grundene til vores stærke medarbejderkultur og forretningssucces, forklarer den 36-årige direktør, der i sin tid er uddannet som bygningskonstruktør i firmaet.
9.800 m² innovationscenter i Hillerød
Byggeriet af Foss Innovationscenter i Hillerød gennemføres i samarbejde med Viborg Ingeniørerne, der er totalrådgiver på projektet. LM Byg står for modning og råhusarbejde, og indtil videre følger man tidsplanen til punkt og prikke. Byggeriet skal efter planen stå klar til indflytning ved udgangen af 2012.
- Det faktum, at vi er specialiseret i betonarbejder herunder råhusbyggeri og har en række stabile kompetente medarbejdere bidrager alt sammen til, at vi kan garantere at levere et projekt til aftalt tid og i den aftalte kvalitet, og det er vi stolte af. Samtidig er vi ikke bange for at tage lærlinge ind i virksomheden, som vi uddanner fra bunden. Det ser vi som vores ansvar i en branche, der har det svært, siger Carsten Mindegaard.
Foss Innovationscenter er placeret på en stor, åben og smukt beliggende grund i Trollesminde Erhvervspark i nærhed af andre markante naboer som Biogen Idec og Novo Nordisk og med udkig til Frederiksborg Slot.
Bygningen omfatter ca. 9.800 m² fordelt på tre etager med fuld kælder – i alt ca. 3500 m². Selve bygningen er delvist pælefunderet. Matriklen, som bygningen opføres på omfatter et ca. 10 hektar stort areal, hvorpå der udover bygningen opføres P-plads med plads til 200 biler samt diverse sti- og parkanlæg. Hovedparten af grunden skal ligge som naturgrund, og grundstykket rundt om bygningen beplantes derfor med træer og buske.