Forhandlinger om Faxe Sundhedscenter
Der er indledt forhandlinger med de entreprenører, som har budt ind på byggeriet af Faxe Sundhedscenter.
Forhandlinger med de billigst bydende entreprenører blev indledt i midten af juli, og der bliver i skrivende stund forhandlet kontrakter. Det fremgår af Faxe Kommunes hjemmeside.
Af de fem udbudte entrepriser var det i tre tilfælde lokale virksomheder, der afgav de billigste bud. Alle tilbud ligger indenfor den forventede budgetramme, så projektforslaget kan blive en realitet. Det nye sundhedscenter forventes indviet i marts 2013.
Opgradering og ombygning
Det er især området omkring det gamle sygehus hovedindgang, der skal bygges om. Indgangen bliver et nyt centrum i det gamle hospitalsområde, hvor ankomstområdet bliver et naturligt knudepunkt. Her bliver der lavet et lille caféområde, hvorfra det er let at finde vej videre til de forskellige aktører, som er i huset.
Bygningerne, som er centreret omkring hovedindgangen, bliver opgraderet, så de opfylder de nye krav om brandsikkerhed, og lokalerne bliver indrettet, så de passer til de forskellige aktørers behov. De 32 aktører, som er tilknyttet projektet, giver et bredt, fagligt spænd, og det er hensigten, at endnu flere aktører skal blive en del af centeret.