23948sdkhjf

Unge vil bygge fremtidens Danmark

Store anlægsprojekter som Storstrømsbroen, sygehusbyggerier og Femernbælt er med til at sætte byggeriet på ønskelisten hos unge uddannelsessøgende.
Aldrig før har interessen for at blive bygningskonstruktør været så stor som i dag. I år søgte 1.102 unge om optagelse på uddannelsen – det højeste antal ansøgere til dags dato.

I alt blev 939 kommende konstruktører optaget på erhvervsakademier og professionshøjskoler over hele landet.

- De mange unge, som i de her år begynder på uddannelsen som bygningskonstruktør, bliver uddannet i en periode, hvor byggeriet står overfor nye opgaver. Der er mange store anlægsprojekter i gang og ikke mindst et stort behov for energirenovering af boliger, siger uddannelsespolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Sidse Frich Thygesen.

Fremtidssikring af byggeriet
Det er ikke kun konstruktøruddannelsen, som oplever en stigende interesse fra de unge. En ny opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af ansøgere til de videregående tekniske uddannelser på professionsbachelor- og erhvervsakademiniveau er steget med 10 procent i forhold til sidste år. Den stigende interesse er kommet i løbet af de sidste fem år. I den periode er antallet af ansøgere steget med næsten 60 procent.

- Der er brug for, at flere faglærte som fx tømrere, murere og struktører tager en videregående uddannelse, og derfor er det fantastisk, at så mange nu søger ind på netop byggeuddannelserne, siger Sidse Frich Thygesen.

Når flere unge søger ind på byggefaglige videregående uddannelser, er det med til at fremtidssikre byggebranchen, påpeger Dansk Byggeri.

- Fremadrettet bliver der brug for kvalifikationer som kommunikation, ledelse og logistik i byggebranchen, så når interessen for de tekniske fag generelt og for bygningskonstruktøruddannelsen i særdeleshed er stigende, så skal vi se på, om vi kan tilbyde andre muligheder end bygningskonstruktøruddannelsen – fx en toårig erhvervsakademiuddannelse. Det er der god fornuft i - både rent samfundsmæssigt og i forhold til at have gode jobmuligheder, siger Sidse Frich Thygesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078